e

”Når svalerne flyver højt” tager læseren med tilbage til 1960’ernes Fyn for at sidde med ved spisebordet i landbofamilien, mærke stemningen ved festerne i forsamlingshuset og lytte til nyhedsudvekslingen hos købmanden. Man følger romanens fire hovedpersoner gennem barndommens glæder og trængsler og lever med i førskolebarnets forsøg på at finde sin plads i familien og søskenderækken, i barnets forsøg på at begribe de voksnes verden, i skolebarnets udfordringer med at begå sig blandt andre børn, i pubertetsbarnets usikkerhed og spirende seksualitet og i ungdommens trang til at finde sine egne ben at stå på.

.

Bjarne, født 1952, vokser op i et arbejderhjem i en fynsk stationsby. Hans forældre har mistet deres gård i en ildebrand. Faren kan ikke forlige sig med sin skæbne og dulmer skuffelsen med alkohol. Bjarne flygter fra den trykkede stemning i den trange lejlighed og finder fristeder i fodboldklubben og i en kammerats hjem. Som ung bliver han fascineret af tidens oprør mod autoriteter og lader håret vokse ned over ørerne.

De tre øvrige hovedpersoner er søskende, som vokser op på en gård i en nærliggende landsby. Deres opvækst udspiller sig mellem farens arbejdsopgaver i stald og mark og morens arbejdsopgaver i hus og køkkenhave, men formes også af landsbyens skikke og fællesskab.

Anne-Mette, født 1955, er fra barnsben af en oprører. Hun går tit over stregen i sin udforskning af verden og er knap kommet i puberteten, før hun får interesse for det modsatte køn. Via fjernsyn og aviser når debatten om kønsroller ud til ungdommen på landet, og Anne-Mette bliver grebet.

Søsteren Mie, født 1958, er det mellemste barn og hestepige. Hun bestræber sig på at være alle tilpas og er den, der glatter ud og skaber fred og fordragelighed både sammen med sine søskende og sammen med sine veninder. Hun er tæt knyttet til sin lillebror, som hun vil gøre alt for at beskytte.

Henner, født 1962, har svært ved at leve op til det, der forventes af en dreng og landmandssøn, og som han vokser til, føler han sig mindre og mindre som en rigtig dreng. Det kan være trygt at vokse op i et samfund, hvor fællesskabets normer og forventninger er klare, og alle kender alle, men netop dér kan det også være svært ikke at passe ind. Da han kommer i skole, bliver det tydeligere for ham, at han ikke er som andre drenge. Han holder sig for sig selv, men kan ikke undslippe en anden drengs mobning.

.

Anmeldelser

Blogger Randi Glensbo på randiglensbo.dk

Når svalerne flyver højt er en virkelig velskrevet og læseværdig roman fuld af atmosfære. For de fleste, der har været barn og ung på landet i perioden fra 1960-1972, vil bogen være en tur ned ad Memory Lane. Personligt kunne jeg i hvert fald genkende virkelig meget fra min egen barndom og ungdom, og en masse erindringer kom op til overfladen, mens jeg læste. Anne-Kirsten Brønserud har med sin roman tegnet det fineste tidsbillede. Det har været en fornøjelse at læse romanen, og jeg vil anbefale den på det varmeste. Jeg glæder mig meget til den næste bog, for jeg vil gerne vide, hvordan det går Bjarne, Anne-Mette, Mie og Henner videre i livet.

Skriv For Livet ved bogblogger og redaktør Louise H. A. Trankjær 

Anne-Kirsten Brønserud er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet.

Forlaget Esectrum ved Henrik Kostow 

Med sine i alt 400 velskrevne sider er romanen ”Når svalerne flyver højt” af Anne-Kirsten Brønserud at betegne som en ikke mindre end fremragende barndoms- og ungdomsroman, der uden tvivl opfylder dét, enhver forfatter drømmer om: Nemlig ikke blot at fange læserens interesse fra de første sider, men også at fastholde læseren lige indtil man rammer sidste side. Men det er ikke desto mindre dét, Anne-Kirsten Brønserud formår med denne roman. Lige fra den katastrofale gårdbrand i romanens prolog til nytårsaften 1972/73, som de sidste sider beskriver, forbliver ens interesse intakt, hvilket i sig selv er en litterær kraftpræstation af de helt store. Især når man tager bogens sidemæssige omfang i betragtning.

Også når det drejer sig om romanens persongalleri, fortjener forfatteren ros. En del forfattere begår nemlig den karakteristiske fejl at lave et indviklet og kompliceret persongalleri i deres bøger, men det holder forfatteren til ”Når svalerne flyver højt” sig langt fra. Persongalleriet er nemlig både indbydende og består af relativt få hovedpersoner – nemlig Bjarne, Anne-Mette, Eva-Marie (også kaldet Mie) og Niels-Henning, der bare kaldes Henner – og man får derfor som læser rig mulighed for at komme ind under huden på personerne, lære dem at kende og ikke mindst lejlighed til at danne sig sit eget personlige indtryk af dem. Som læser er man godt med, når man træder i skoene på de to drenge og to piger og følger hele deres opvækst i det fynske tilbage i 1960’erne og starten af 1970’erne. Især Bjarnes skæbne er hård, da hans familie mister deres gård i en brand blot fire dage før Bjarne kommer til verden. Bjarnes far har det utrolig svært med at forlige sig med skæbnen og finder trøst i en for menneskeheden gammel ‘ven’ – nemlig alkohol. Når Bjarne får mulighed for det, flygter han fra virkelighedens deprimerende trummerum i familien og finder sine fristeder i en kammerats hjem, i den nærliggende fodboldklub og endnu senere hos sin kæreste.

Romanens tre øvrige hovedpersoner er alle søskende, der er opvokset på landet med en hverdag, der er præget af farens opgaver i både stalden og markerne og morens opgaver i at føre hus og køkkenhave. Da de er to piger og én dreng, bliver der – ganske som i tidsånden – trukket store veksler på det yngste skud på stammen, nemlig Niels-Henning (Henner). Men han får dog i stigende grad svært ved at leve op til de forventninger, der er til ham og desto ældre han bliver, så føler han ikke at han ‘slår til’ som en ‘rigtig’ dreng. Denne karakterproblematik rammer til stadighed mange unge, og det er med til at give romanen en snert af tidløshed og transcenderende karakter, hvilket forfatteren skal have stor ros for. Det er netop dét, der er med til at kendetegne en stor roman.

Et andet vigtigt aspekt i romanen er troværdigheden i personskildringerne. Alle fire hovedpersoner fremstår yderst troværdige. Netop troværdighed er et af nøgleordene i en roman af denne kaliber, og her kommer Anne-Kirsten Brønserud fremragende i mål.

For anmelderen giver beskrivelsen af de fire unges opvækst og ungdom ikke blot et flot indblik i datidens sociale forhold. Nej, man får samtidig en tidløs beskrivelse af de krav, der stilles til unge mennesker. Men på trods af at kravene til unge mennesker er blevet anderledes end i 60’ernes fynske landsbymiljø, er der stadig store krav til unge i dag, som de kan have svært ved at håndtere. Uden at røbe for meget af spændingen i bogen, vil jeg dog gerne sige, at selv unge mennesker i dag kan hente en stor del inspiration til at håndtere nutidens ungdommelige udfordringer ved at tage et blik tilbage i historien – og vi skal altså ikke længere end ca. 60 år tilbage i tiden.

Godt nok foregår romanen hovedsageligt fra 1960’erne og frem til begyndelsen af 70’erne, hvor kønsrollemønstrene stadig var noget firkantede og hvor forventningerne til en landmandssøn var, at han på et tidspunkt skulle overtage familiens gård. Dermed skulle man tro, at romanen hovedsageligt henvender sig til de læsere, der selv er født i 1950’erne og 60’erne og som kan huske, hvordan livet var dengang. Men som en læser, der er født omkring to årtier senere end romanens hovedpersoner, er romanen stadig fængslende og berigende. Den giver nemlig et fuldstændig realistisk billede af, hvordan livet var dengang og hvordan unge mennesker trods mangel på Facebook, Instagram og hvad de sociale medier ellers hedder, stadig kunne overleve. Dermed bliver romanen til meget mere og andet end en tidslomme, der blot beskriver forholdene dengang handlingen finder sted. Romanen burde være pligtlæsning for nutidens unge – både som fritidslæsning og som læsning i Folkeskolens ældste klassetrin og gymnasier, der med råd og vejledning fra deres lærer, let kan trække tråde fra ‘dengang’ romanens handling finder sted, til nutidens udfordringer og anstrengelser for unge, ligesom det yngre publikum får et førstehåndsindtryk i 60’ernes landsbymiljøer. 

”Når svalerne flyver højt” udkommer på Forlaget Forfatterskabet og bør være blandt årets mest oplagte litterære julegaveidéer. Ikke bare til den læselystne, men også til alle, der er interesseret i et lille stykke velafbalanceret Danmarkshistorie med muligheden for at trække paralleller til nutiden. Både nutidens unge og et lidt ældre publikum vil kunne få rigtig stor gavn af at læse romanen, og herfra skal der lyde et stort tillykke til Anne-Kirsten Brønserud med udgivelsen af en fremragende og tidløs roman. Som anmelder higer man ofte efter et stykke litteratur, der trods fortællerformen ikke er bundet af tid og sted, men som også kan læses af flere generationer med hvert sit mål for øje – enten som en tidsbegrænset eller tidløs roman. Valget er læserens.

Blogger Ida Barkholdt på bogtanken.dk

I ”Når svalerne flyver højt” af Anne-Kirsten Brønserud følger vi to familier fra landet på Fyn i årene fra 1960 til 1972.
Det er et uhyre detaljeret og på mange måder gennemført portræt af en tid, og som læser føler man sig som inviteret ind i en tidslomme.

Bjarnes forældre mistede deres gård kort før Bjarne blev født, og faderen har sidenhen kæmpet med småjobs og en stigende hang til for mange øl. Anne-Mette er vokset op sammen med lillesøster Mie og lillebror Henner i en landmandsfamilie med deres på det tørre.

Gennem en periode på 12 år følger vi Bjarne og Anne-Mette fra barndomsårene og over ungdomsårene. Vi er med på skolebænken, på familiebesøg, til halbal og til byfest. Men vi oplever først og fremmest hverdagen, der er beskrevet så detaljeret, at det næsten er som at være der selv. Anne-Kirsten Brønserud har det hele med; tidstypisk beklædning, den mad man spiste, hvordan man tilberedte den, hvad der skete politisk, hvad der hittede i radioen og gik i biografen. Det hele flettes fint ind i fortællingen, som når faderen diskuterer de nyeste politiske tiltag med naboen, eller når Anne-Mette nynner med på de nyeste hit, eller når dronnings nytårstale kører i baggrunden til en festlig nytårsaften.
På den måde skaber Anne-Kirsten Brønserud en meget stemningsfuld og troværdig atmosfære, og det er helt sikkert her, at romanens styrke skal findes, og det er for dette fine tidsbillede, at man skal kaste sig over ”Når svalerne flyver højt”.

Jeg kunne forestille mig, at især læsere der ligesom Anne-Mette og Bjarne er født i begyndelsen af 1950’erne, og som måske ovenikøbet er fra landet, vil finde stor glæde og fornøjelse i at læse og genkende de mange detaljer. Men andre der nyder litteratur som skildrer en anden tid vil bestemt også finde glæde i dette autentiske indblik i 60’erne på landet.

Karaktererne i fokus er som nævnt Bjarne og Anne-Mette, men også Anne-Mettes to yngre søskende Mie og Henner får vi lov at opleve, om end de figurerer som sekundære karakterer. Det er lidt synd, for de er absolut romanens mest interessante karakterer. Særligt Henner og hans kamp for at leve op til faderens forestilling om at være en rigtig dreng føles inderlig og vedkommende.

Dog følte jeg mig aldrig rigtig investeret i Anne-Mette, der trods det at hun så afgjort er bogens hovedperson, aldrig rigtig blev særlig synlig for mig. Fra forfatterens side har man valgt, at en stor del af indblikket omkring hende foregår ved gengivelse af uddrag fra hendes dagbog, og selvom tanken måske nok har været, at man derved som læser får hendes tanker fra førstehånd, så fik det for mig snarere den modsatte virkning. Det afbrød min læsning og min indlevelse i hende, og jeg havde så langt foretrukket at leve mig ind i hende som karakter gennem hendes handlinger og direkte relationer med bogens andre karakterer. Det bedste eksempel er forholdet der udvikler sig mellem hende og Bjarne. Her er størstedelen af de konflikter, der opstår mellem dem kun beskrevet gennem dagbogsnotater og breve, – det gjorde deres fortælling fjern for mig. I det hele taget savnede jeg mere interaktion mellem karaktererne af den slags der udspiller sig i alt det usagte.

Det flotte og detaljerede tidsbillede fylder på siderne og skaber en autentisk stemning. Men jeg synes også at plottet lider lidt under det, – der sker ganske enkelt for lidt. Der er rigtig mange fine beskrivelser af tiden og de daglige rutiner, men det er desværre på bekostning af fremdriften i historien. Derudover indtræffer romanens dramatiske højdepunkt først på bogens allersidste sider, og det er en skam, for det er faktisk her romanen først rigtig tager fart. Det efterlod mig desuden lidt skuffet, for det virker lidt utilfredsstillende, at romanen slutter der hvor den endelig når frem til noget, der kunne ligne en dramatisk konflikt.

Rent sprogligt er bogen meget enkel og letlæselig, og det er tydeligt at Anne-Kirsten Brønserud har valgt en sproglig stil, der passer til det faktum at bogens fortællere er børn og unge. Det kommer særligt til sin ret i skildringen af Henner, hvis uskyldige og samtidig stærkt empatiske personlighed kommer til udtryk i sproget. I Anne-Mettes passager synes jeg dog ikke at samspillet mellem sprog og karakter fungerer ligeså fint, og måske af samme årsag endte nogle passager derfor med at føles for klodsede og barnagtige.

Alt i alt en flot karakteristik af et ungdomsliv på landet i 60’erne med imponerende mange detaljer, der desværre savner lidt fremdrift i sit plot og en større indlevelse i sine karakterportrætter.

Som det nok kan udledes af nedenstående karakterboks havde jeg lidt svært ved at vælge antal stjerner til denne roman, for skulle jeg vægte miljø skildringen og den autentiske atmosfære eller skulle jeg vægte den manglende fremdrift i plot og indlevelsen i karakterne. Men jeg oplever romanen som værende primært skabt som en fortælling om den her tid, og det tidsbillede synes jeg at forfatteren er lykkedes med.

Bogblogger Marisa Søby

Når svalerne flyver højt er en ren tidslomme, sproget er let læseligt og meget detaljeret. Vi får som læsere et klart indblik i tiden fra 1960-1972 og jeg er overbevist om at de der er vokset op i 1950’erne, særligt på landet, vil have rigtig meget glæde af denne bog. Den vil få minderne op til overfladen og de vil mindes en tid hvor detaljerne måske ikke længere står så skarpt. Vi har alle detaljer med, tøjstilen, hvad der hittede blandt ungdommen, den politiske debat, ja kort sagt det er en ren tidslomme.

Desværre synes jeg alle detaljerne om tiden får skubbet handlingen lidt i baggrunden og jeg savner at der sket noget. Jeg savnet følelsen af ikke at kunne lægge bogen fra mig fordi jeg var nødt til at finde ud af hvad der så skete. Den følelse havde jeg desværre ikke under min læsning.

Vi lærer en del om Anne-Mette gennem hendes dagbog, dette synes jeg i bund og grund fungere fint, men jeg er overbevist om at det kunne havde gjort meget godt for handlingen hvis man havde fokuseret mere på show it, don’t tell it.

Dybest set kan jeg godt lide bogen, og jeg er overbevist om at den ældre generation vil have rigtig meget gavn af bogen på trods af at det handlingsmæssigt er en langsom bog som først til sidst kulminerer og bliver spændende.

Læser: kvinde, født i 1955, opslag i “Bogormen – debat om bøger vi læser”

Jeg har lige været en tur hjemme i min barndom. Dér var trygt og velkendt, og jeg undrede mig et par gange undervejs over, hvor forfatteren har fået alle oplysningerne fra, som hører hjemme i min familie og hos vores naboer fra dengang. Nej, det er selvfølgelig fordi romanen er så velskrevet og detaljerig, at man som læser ikke bare bliver inviteret indenfor i et univers, man bliver en del af det.

Handlingen tager udgangspunkt i en lille fynsk landsby med landsbyskole med kun ét klasseværelse. Hovedpersonen Anne-Mette vokser op på forældrenes gård sammen med sine to yngre søskende, Mie og Henner. Vi stifter også bekendtskab med Bjarne fra nabolandsbyen, hvis tilværelse bliver flettet sammen med Anne-Mettes. Alle har deres at slås med. Selvfølgelig, for historien handler om rigtige levende mennesker. Vi føler med dem gennem deres udvikling og kamp for at finde identitet og fodfæste i en brydningstid. Om skyld, tabuer, sorg og svigt. Og om kampen for at passe ind. Og følelsen af ikke at høre til.

Bogen er én af den slags, man tager bopæl i og ikke vil ud af igen. Sproget er sikkert og flydende, og personskildringerne troværdige og nuancerede. Jeg er vild med den stilfærdige fortællestil, der roligt, men stærkt fortæller om dybe menneskelige psykologiske mekanismer. Og om, at vi mennesker ikke blot er påvirket af de familieforhold, vi udspringer af, men i mindst ligeså høj grad af den tid og den kultur, vi lever i. Samt af de snublesten, vi passerer med større eller mindre held på vores vej gennem tilværelsen, bestående af tilfældige personer eller begivenheder, der pludselig ændrer alt.

Læser: kvinde, født 1959

Romanen gav mig en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Fin og overbevisende skildring af livet på landet i Danmark gennem 60’erne og starten af 70’erne. Jeg følte mig fuldstændig hensat til min egen barn- og ungdom. Som læser kan jeg bare lade mig flyde med i romanens udvikling og nyde de mange ’deja vu’er’ af små som store historiske begivenheder: ungdomsoprør, Cuba krise, Vietnam krig, Glistrup, EF, Tampax, cowboybukser, hessian, Britta bøger, Thy lejren – jeg kunne blive ved! Og alt dette uden at historien på noget tidspunkt bliver overfladisk eller svælger unødigt i samtidsminder. Anne-Kirsten Brønserud skriver også om de svære ting i livet – mobning og reaktionære skolelærere, den gryende seksuelle udvikling og det lille samfunds syn på mennesker med en anden tankegang. Romanen slutter nytårsaften 1972. Jeg lagde sidste side fra mig, og følte allerede et savn af de personer jeg var kommet så tæt på. Nu venter jeg bare på fortsættelsen.

Læser: kvinde, født 2002

Jeg er vild med hvordan miljøet og hverdagslivet beskrives. Forfatteren får det til at virke så livagtigt, og man kan relatere til det der beskrives, uden selv at have været der. Jeg kan danne mig de her billeder inde i hovedet, af hvad der foregår – hvilket er super! Man kan tydeligt følge Anne-Mette og de andre børns udvikling. Bogen beskriver rigtig godt overgangen fra barn til teenager. Der er mange super fine detaljer om ting, som enhver teenager ville gøre. F.eks. hvordan man lige pludselig opfatter verden, som man aldrig har gjort det før, og hvordan man opfatter det andet køn. Henner er nok min absolut yndlings person, da han er lidt skæv i forhold til alle andre. Altså, han passer ikke rigtigt ind. Men så igen, de er alle sammen lidt skæve på hver deres måde – hvilket kun er godt! En meget spændende skrivestil og nogle meget spændende personer.

Læser: kvinde, født 1953

Det er spændende læsning og et rigtig godt tidsbillede. Jeg kan godt lide, at de historiske begivenheder er flettet ind på en naturlig måde. Forfatteren beskriver det, så jeg ser det hele for mig, og jeg genkender meget. Mange gange tænker jeg ”Ja, sådan var det dengang.” Jeg tror også, unge kunne få noget ud af at læse den fine beskrivelse af miljøet og tiden.

Læser: Mand, født 1956

Romanen skildrer medrivende nogle børn og unges opvækst i et lille fynsk landsbysamfund i 1950’erne og 1960’erne. Familiernes dagligdag er dikteret af døgnets og årstidernes skiften, præget af trivielt, hårdt arbejde, hvor man er afhængig af hinanden, men også er underlagt det lille samfunds sociale kontrol og sladder. Alt fortalt med en kærlighed til personerne, men uden at karakterernes mindre gode egenskaber af den grund træder i baggrunden.

Det er miljøskildringerne af det lille landsbysamfund, der står stærkest i romanen. Anne-Kirsten Brønserud har tydeligvis et indgående kendskab til miljøet, som hun beskriver med en sjælden set detaljerigdom, men uden at forfalde til trivielle opremsninger. Skildringen af den dramatiske gårdbrand i bogens indledning får læseren til at føle den uhygge og rædsel, som sådan en ulykke har været på den tid. Alle hjalp til med at afværge den uafvendelige familiekatastrofe – men alligevel forgæves.

Andre dagligdags begivenheder udspiller sig i romanen, for eksempel aflivning af kattekillinger eller en griseslagtning, som for de voksne er helt naturlige, men set gennem børnenes øjne giver det oplevelser og følelser, som de tager med sig langt op i ungdommen.

Men fortælleren formår også at tage læseren med helt ind i personernes hoveder, når hun beskriver for eksempel familietragedier i landsbyen. Man fornemmer opbygningen af en latent uhygge, som var det en gyserfilm, når bogens handling nærmer sig et af de dramatiske højdepunkter. Og man sidder som læser bagefter tilbage med følelsen af selv at have været til stede og at have været en af bogens karakterer, som bagefter kan tale med om begivenheden.

Anne-Kirsten Brønseruds debutroman er i høj grad læseværdig. Hun tager sit publikum ved hånden ind i datidens landsbyunivers, hvor vi hører om børns og unge voksnes sejre og nederlag, deres problemer med forældre, skole og kammerater og om deres personlige udvikling og gradvise opdagelse af ungdommens seksualitet.

Jeg vil uden tøven give bogen mine allerbedste anbefalinger og slutter af med at ønske alle en god læseoplevelse.

.