Nr. 1: Manuskriptvurdering. Hvorfor skriver jeg en roman?

.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg i marts 2019

.

”Når svalerne flyver højt” har været igennem en manuskriptvurdering hos Forfatterskabet.dk, som blandt andet skriver: 

”Det er en velskrevet familiekrønike fyldt med historiske nedslag og kommentarer til tidens udvikling, som vækker mange minder. Der er fine beskrivelser af barndomsoplevelser lavet med en varme, som jeg kan mærke ud gennem siderne. Dine ord fremmaler billeder i mit hoved. Jeg bliver suget med ind i beskrivelsen af tidsbilledet.

Til trods for, at det er en helt normal familie, så er bogen spændende og til tider også rørende.

Bogen er en lang mindernes boulevard for mig – selvom jeg er født i 1972. Jeg kan nemlig genkende mange elementer fra mine forældres beretninger om deres opvækst.

Det er ganske enkelt en skøn tidsmaskine at læse!”

Morten Ellemose, Forfatterskabet.dk

.

.

Hvordan fandt jeg på at skrive en roman?

I dag kan jeg se, at det begyndte i 2014, hvor jeg udfyldte bogen ”Mor fortæl: Giv dine erindringer videre.” Jeg er født i 1955 og ville vise mine børn, hvordan livet formede sig i min barndom. Dengang der hverken fandtes computere, mobiltelefoner, IPads, sikkerhedsseler i biler, (farve)fjernsyn, fjernbetjeninger eller plastichævekort.

Det var sjovt at skrive om min barndom. For det første opdagede jeg glæden ved at skrive løs på denne måde (det vil sige: ikke faglitteratur). Flere af de ting, som tidligere gjorde mig glad, er jeg afskåret fra, nu hvor jeg sidder i kørestol. Men at læse og skrive er noget af det, jeg kan – og nyder at gøre.

For det andet blev jeg mere bevidst om forskellene på min og mine børns barndom. Sådan et landsbymiljø, som jeg voksede op i, findes ikke mere. Jeg fik lyst til at forsøge at bevare den lille stump Danmarkshistorie ved at skrive en roman, som foregår på den tid.

.

Hvorfor en roman?

Fordi bogen ikke skulle handle om min familie og menneskene i den landsby, hvor jeg voksede op. Alligevel skulle den beskrive det miljø, jeg voksede op i, det vil sige livet på landet på Fyn i 1960’erne. Så familien og landsbybeboerne i min roman er opdigtede. Askelev findes ikke i virkeligheden, men der kunne godt have eksisteret sådan en landsby med sådanne beboere.

Selvom mine personer er fiktive, må det være lykkedes at gøre dem virkelighedsnære, for en af mine test-læsere kalder historien om Anne-Mette, Mie, Henner og Bjarne ”meget troværdig” og betegner romanen: ”en sædeskildring, som holder hele vejen.”

En anden skriver: ”Personskildringerne finder jeg dybt troværdige – et produkt af tid og miljø.”