Nr. 2: Barndom før og nu.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg i april 2019

.

Det er marts måned og stadig vejr til at sidde ved skrivebordet, hvor jeg finpudser manuskriptet til ”Når svalerne flyver højt” samt undersøger forlag og udgivelsesmåder.

Samtidig følger jeg debatten om de opvækstvilkår, børn har i dagens Danmark. Normerne for, hvad der er et godt børne- og familieliv, har ikke altid været, som de er i dag, og de er ikke uforanderlige, som en af marts måneds debattører skriver.

Den igangværende debat giver mig håb om, at min roman kan have mere end nostalgisk interesse. Den kan måske udgøre en baggrund, hvorpå nutidens børneliv fremstår klarere. Måske kan den pege på nogle værdier i tidligere tiders barndomsliv, som er gået tabt i løbet af det sidste halve århundrede. Selvom vi hverken kan eller vil skrue tiden tilbage, kan vi blive inspirerede ved at se på barndom i andre tider og kulturer. Følgende aktuelle kommentarer til det moderne børneliv kunne tyde på det:

DET ER BEKYMRENDE, AT BØRN ER SÅ LIDT I NATUREN

BØRN SKAL HAVE LOV AT KEDE SIG, DE SKAL IKKE AKTIVERES HELE TIDEN

VUGGESTUEBØRN HAR IKKE BRUG FOR LÆRINGSPLANER

.

Barndom før og nu

Jeg har ladet min roman foregå på landet et ikke nærmere bestemt sted på Fyn, fordi jeg kender det miljø fra min egen barndom. Jeg har forsøgt at male billedet af den tid så virkelighedsnært som muligt uden hverken at idyllisere eller male det sortere, end det var. I min barndom kunne børn komme i situationer, hvor de mistede alt fra fortænderne til livet. 

I første afsnit af ”Når svalerne flyver højt” bliver den 4 årige Anne-Mette sendt ud at lege med påbud om ikke at forstyrre sin mor, som har vaskedag. Vi befinder os på landet i 1960, hvor den månedlige storvask tog husmoren en hel dag.

 Mødrene var hjemmearbejdende (bortset fra lærerinden), og fædrene landmænd. I vid udstrækning passede børnene sig selv. De voksne var i nærheden, men optagede af deres arbejdsopgaver.

Dengang fandtes vuggestuer og børnehaver i storbyerne, men op gennem 60’erne blev mere end 90 % af de 0 – 6 årige børn stadig passet i hjemmet. I dag passes næsten alle børn – 97 % – i daginstitution. Så de 0 – 6 årige er måske den befolkningsgruppe, hvis hverdag har ændret sig mest i løbet af det sidste halve århundrede.

.

DR2: ”Hvem passer vores børn?”

DR2’s udsendelse ”Hvem passer vores børn?” (vist den 11. marts) gav et indblik i børns hverdag i daginstitution. Personalet i to almindelige daginstitutioner havde ladet fjernsynsjournalister følge deres hverdag for vise, hvor hårdt de seneste årtiers nedskæringer er gået ud over normeringerne.  I udsendelsen blev det sagt, at hvis normeringen skulle tilbage på det niveau, som den var i 1990, skulle der ansættes 9.000 flere pædagoger. Det var tydeligt for fjernsynsseerne, at den ringe normering giver både børnene og personalet ubehagelige oplevelser. Grædende børn må vente, fordi der ikke er hænder nok; pædagogerne har det dårligt med, at de ikke har tid at give børnene den nødvendige omsorg; 29 % af pædagogerne føler, de en eller flere gange om ugen står i situationer, som er decideret uforsvarlige. Og 40 % af alle ledere har overvejet at sige op på grund af de stramme budgetter.

.

”Hvis ikke småbørnsforældre organiserer sig, vil børnene tabe hvert eneste valg”

Sådan skrev Information dagen efter udsendelsen (15.3.19). Det pædagogiske personales kamp for bedre normeringer kan alt for let afvises af politikere med, at pædagogerne blot forsøger at få flere penge til deres eget fagområde. Og børn har ikke stemmeret, så der er kun forældrene til at råbe det politiske system op. Artiklen slutter: ”Så til alle jer forældre derude, der ikke har en rar følelse i maven, når I afleverer jeres børn i en underbemandet daginstitution: Det ubehag skal omsættes til politisk organisering. Der er ingen andre, der hverken kan eller vil tage kampen for børnene for jer.”

.

”Spænder normer ben for det familieliv, du ønsker?”

Dette spørgsmål stillede cand. soc. Cassandra James Markussen i en kronik i Kristeligt Dagblad (1.3.19). Hun har skrevet speciale om forældreroller i forhold til pasning af 0 – 2 årige og skriver, at børnene aldrig før har tilbragt så mange timer i institution, og at ingen andre lande har samme grad af institutionalisering af de 0 – 2 årige som Danmark. Markussen peger på det paradoks, at de interviewede forældre på den ene side føler, at deres arbejdsliv forhindrer dem i at realisere de drømme, de har om et godt familieliv, og på den anden side sætter karrieren meget højt. De drømmer om deltidsarbejde, om at have mindre travlhed og jag i hverdagen og mere tid til familielivet, men selv de forældre, der har økonomisk mulighed for at gå ned i tid og selv passe deres småbørn helt eller delvist, tør ikke være uden tilknytning til arbejdsmarkedet i længere tid og derved risikere at ryge ned ad karrierestigen.

Desuden, skriver Markussen, hersker der en forestilling om, at småbørn har brug for omgang med professionelle voksne for at blive udviklet, selvom psykologisk og pædagogisk forskning viser, det er samværet med tætte voksne, der elsker dem og har overskud til dem, som er udviklende for de mindste børn. Forældreorlovens længde er et resultat af politiske forlig; det er ikke børnepsykologer, der anbefaler, at børn skal anbringes i institution, når de er 11 måneder gamle, skriver hun.

.

“Når svalerne flyver højt” drejer sig blandt andet om at være barn, men er tiltænkt voksne, så det glæder mig, at en af mine test-læsere skriver: ”Fint med børne-perspektivet, uden at det bliver til en børnebog.”