Nr. 3: Frisind eller ej? Selvudgivelse.

.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg sidst i april 2019

.

April er gået med at skrive på bind 2 til min roman. Test-læserne på bind 1 har lyst til at læse mere om mine fire hovedpersoner, så der kommer en opfølger, som foregår i 70’erne.

.

Kropsforhold og frisind

For at få idéer til min roman har jeg læst ”Tilforn”— et tidsskrift som udgives af Glamsbjerg Lokalhistoriske Arkiv. I 2018-nummeret er der et fotografi af en flok drenge, måske drengene fra en skoleklasse, som bader i en sø. Under fotoet (fra omkring 1935) står der: ”Der gjaldt en uskreven regel om at drengene badede et sted, pigerne et andet. På dette tidspunkt foregik badning som regel uden badetøj.” 

Uden badetøj?! Kontrasten til nutidens problemer med at få børn og unge under bruseren efter idræt slog mig. Nu til dags synes næsten halvdelen af danske unge mellem 13 og 17 år, det er flovt at gå i bad i omklædningsrummet efter idræt. (Undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier, 2016) At der hersker en større blufærdighed end tidligere skyldes, hævder undersøgelsen, at jagten på den perfekte krop fylder mere end nogensinde før.

Da jeg var ung, gjorde mange af os oprør mod tidligere generationers krops- og seksual-forskrækkelse. I slutningen af 60erne og 70erne kunne man ikke tage til stranden uden at se topløse piger/ kvinder og småbørn, der legede nøgne i vandkanten.  Dengang gik jeg ud fra, at vores kropsforhold med tiden ville blive friere, at vi ville få et mere afslappet forhold til den krop, vi er skabt med.

Sådan er det desværre ikke gået.

Måske er det på grund af de sociale mediers fokus på den smukke krop, at udviklingen går imod en usund kropskultur.  Flere og flere opsøger skønhedsklinik for at få lavet om på deres krop. Og ikke kun kvinder. For eksempel fortæller den ca. 50 årige reality-stjerne og eks-tennisspiller Frederik Fetterlein, at han får lavet adskillige ansigtsbehandlinger om året, blandt andet indsprøjtning af botox i panden med fire måneders mellemrum. Det samme gør alle i hans vennekreds.

For tiden kører der et fjernsynsprogram (”Date mig nøgen” på TV2 Zulu), hvor de unge deltagere skal vælge en date blandt fem nøgne kroppe, som afsløres bid for bid nedefra og op. Jeg har intet imod nøgenhed – det er da lækkert i mange situationer – men programmet vækker min undren.

Dels over at den fysiske krop er mere afgørende for valg af partner end dennes væsen og holdninger. Dels over det kropsideal, der afsløres: Stort set ingen har kønsbehåring, mange bærer piercinger, og de fleste er tatoverede.

Det ser ud til, at den naturlige krop er gået af mode. Og at man ikke kan forvente, at udviklingen fører til større frisind.

.

”Hvad sker der med din bog?” spørger folk mig.

 De færreste ved, at der går flere år fra en bog er færdig, til den udkommer. En god del af disse går med at modtage standardafslag fra bogforlag, indsende til et nyt, vente tålmodigt (almindeligvis tre måneder, ofte mere, måske får man aldrig svar), indsende igen, osv.

Et af de store forlag har ifølge et opslag på Facebooksiden ”Forfatterforum” meldt ud, at de antager ét ud af tusinde manuskripter, som de får tilsendt uopfordret fra debuterende forfattere. Selvom man har skrevet et udgivelsesværdigt bogmanuskript, skal der altså både held og tålmodighed til at få det antaget af et forlag. Ofte får man 8 – 10 afslag, før manuskriptet antages, hvilket kan tage mange år.

.

Selvudgivelse: fordele og ulemper

Det kan altså være fristende at gå udenom de etablerede bogforlag og udgive sin bog selv, hvilket flere og flere da også gør. Den 25. april var jeg til et arrangement på Centralbiblioteket, hvor selvudgiverforlaget Books on Demand præsenterede deres ydelser, hvorpå en bibliotekar gav sit syn på sagen.

Fordelen ved at vælge et selvudgiverforlag er, at jeg kan få min bog ud, når jeg vil. En af ulemperne er, at jeg selv hænger på hele arbejdsbyrden med markedsføring. Der udkommer rigtig mange bøger (i 2017 udkom der 8.115 skønlitterære bøger i Danmark ifølge Danmarks Statistik), så ens bog drukner let i mængden. Selvudgivne bøger får stort set ingen omtale i medierne. De store dagblades kulturredaktører modtager stabler af bøger til anmeldelse, og bøger fra et etableret forlag har betydelig større chance for at blive anmeldt.  Altså er man nødt til selv at gøre potentielle læsere opmærksom på eksistensen af sin bog. Men for det første koster det tid og kræfter, som går fra romanskrivningen. For det andet har jeg det svært med konstant at råbe: ”Se mig, se mig” på Facebook. I min generation førte piger sig ikke frem. Men som Jens Smærup Sørensen siger: “Skriver man, vil man læses.” (Hans forfatterkarriere med mindst en snes bøger blev ifølge hans erindringsbog ”Jens” indledt med “et par års tid med … mere eller mindre venlige breve med afslag.”)

En anden ulempe er, at selvudgivne bøger ikke pr. automatik får en lektørudtalelse (=materialevurdering), hvilket er en forudsætning (stort set) for, at bibliotekerne sætter bogen på hylderne. Men som bibliotekaren ved BoD-arrangementet sagde, så beriger selvudgivne bøger udbuddet. Udfordringen ligger i at sikre kvalitet. Det vigtigste er, om det er en bog med interesse for den brede offentlighed og med litterære kvaliteter.