Nr. 6: Tanker om verdens tilstand anno 2019.

.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg i august 2019

.

Intet nyt er godt nyt. Det beroliger jeg mig selv med. Måske er det endog rigtig godt, at der endnu ikke er et forlag, som har tilbudt at udgive min roman. Jeg har nemlig måttet erkende, at jeg er nødt til at foretage en omskrivning af flere afsnit i bind 1.

Forklaringen er, at de betalæsere, som er i gang med bind 2, efterspørger mere indhold om Mie. Hun er den mellemste af de tre søskende, og jeg har fået gjort hende for sød og udstyret hende med en livsbane, som forløber ret glat. Det giver for lidt stof at skrive om. Altså har jeg nu ladet hende foretage en handling som stor pige, der vil forfølge hende livet igennem. For første gang forstår jeg de forfattere, som bliver så knyttede til en person i deres roman, at det er svært at påføre hende/ham smerte. Det påvirkede mig i flere dage efter, da jeg havde givet den mest sympatiske person i min roman store problemer. Ja, det lyder fjollet.

Ellers researcher jeg stadig til bind 3, som skal foregå i 80’erne. Når man beskæftiger sig med, hvordan menneskers hverdag, det danske samfund og den store verden så ud dengang, kommer man til at tænke over, hvordan det ser ud i dag. Om det går fremad. Som ung var jeg ikke i tvivl om, at verden hele tiden blev et bedre og bedre sted. Jeg ved ikke, om det skyldes min alder eller verdens tilstand, at jeg i dag er mindre optimistisk.

Hvordan står det til i verden i dag?

Vi står overfor faretruende klima-problemer. Der er tilbagegang for demokrati og menneskerettigheder rundt omkring i verden. Der raser stadig krige mange steder. Også nogle vi ikke hører meget til, f. eks. borgerkrigen i Yemen hvor befolkningen lider af fattigdom og sult: 7 millioner er underernærede, og 74 % har ikke adgang til rent vand. Også i Sydsudan flygter mennesker i stort tal fra krig og sult; en stor andel er børn. I øjeblikket er 68,5 millioner mennesker på flugt fra krig og forfølgelse; det største antal nogensinde.

I sidste nyhedsbrev fortalte jeg om den lettelse, jeg følte, da Reagan og Gorbatjov i slutningen af 1987 underskrev en aftale om skrotning af de såkaldte mellemdistanceraketter og dermed stoppede (en del af) den kolde krigs atomvåbenkapløb. Den aftale trak Trump i starten af august 2019 USA ud af – med den begrundelse, at Rusland er i gang med at bryde den. Visse røster hævder, at begge lande i øjeblikket investerer massivt i nye våbensystemer, og at et våbenkapløb allerede er i gang. Og at manglen på internationale aftaler om at begrænse udbredelsen af atomvåben kan føre til, at lande som i dag har ingen eller få atomvåben også vil til at udvikle atomvåben. Det er utrygt!

Men der er også fremgang

I august fik Godhavnsdrengene langt om længe en undskyldning fra den danske stat. De var på en offentlig institution udsat for grusomheder, som ligger langt fra nutidens pædagogik og syn på børn. De er ikke de eneste, der har været udsat for en ondskab, vi i dag har svært ved at forstå. F. eks. blev 22 grønlandske børn fra 5 til 8 år i 1951 tvangsforflyttet til plejefamilier i Danmark, flere af børnene med ”tvivlsomt samtykke” fra deres forældre. De var anbragt i danske plejefamilier i 1½ år og i resten af deres barndom på et børnehjem i Nuuk, hvor det var forbudt at tale grønlandsk. Det har naturligvis præget dem for livet at blive frataget deres sprog, kultur og familiebånd. Dette såkaldte ”integrationseksperiment” foregik i et samarbejde mellem den danske regering og organisationerne Dansk Røde Kors og Red Barnet. Den slags foregår heldigvis ikke længere.

De bedste hilsner Anne-Kirsten – med håb om fred i verden, afskaffelse af sult og fattigdom, tiltag til beskyttelse af vores planets klima, dyre- og planteliv samt menneskelig værdighed for alle uanset køn, alder, race, seksuel orientering, klasse / socioøkonomisk status og helbredstilstand.