Nr. 7: Erindringer og/eller fiktion.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg i september 2019

Er du ved at skrive dine erindringer?

Sådan spørger folk, når jeg fortæller, at min roman starter ude på landet et sted på Fyn i 1960’erne.

Nej, det kan man ikke sige. For det første lider jeg af en alvorlig mangel på dramatiske oplevelser under min opvækst. Ifølge Hemingway er den vigtigste forudsætning for at blive forfatter en ulykkelig barndom. En sådan har jeg ikke haft, så jeg kan ikke skabe spænding nok ved udelukkende at basere min bog på mine erindringer, men bliver nødt til også at benytte mig af fantasi og research, dvs at skrive fiktion.  

For det andet synes jeg, at fiktion kan noget, som en erindringsbog ikke kan: Det giver mulighed for at anlægge flere synsvinkler, dvs at lade læseren høre historien fra flere sider. Jeg har netop læst Elisabeth Gjerluff Nielsens erindringsbog ”Store børn” og blev flere gange irriteret over, at jeg ikke fik lov at få de andre implicerede personers syn på sagen. Ofte sad jeg uden at forstå, hvad konflikten reelt handlede om. Hvorfor råbte Peter A.G. til sin søster, at hun var et røvhul, før han stormede ud, selvom de lige skulle til at hygge med kærnemælkshorn og kaffe? Hvis den bog havde været skrevet som en roman i stedet for som en erindringsbog, ville den med stor sandsynlighed have været bedre. (Men havde naturligvis stået svagere mht markedsføring, for det sælger jo at lade os almindelige mennesker komme bag facaden i de berømtes liv.)

I øvrigt hævdes det, at erindringer i et vist omfang også er fiktion. I ”Hippie 1”skriver Peter Øvig Knudsen: ”Denne bog er hundrede procent dokumentarisk beretning. [Den] bygger på årelang dialog med øjenvidnerne fra dengang.” Men Øvig Knudsen må sande, at ”vores erindringer er gjort af et uhåndgribeligt stof, og at vi oftest fortæller den historie om os selv, som vi foretrækker at huske.”

I ”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder” skriver Siri Hustvedt: ”Og alligevel er erindringer ofte fiktioner. Vi gør det ikke med vilje. Vi lyver ikke, men vores erindringers sandhed er ikke den dokumentariske sandhed.” På den anden side bygger fiktion bevidst eller ubevidst på forfatterens erfaringer og oplevede følelser: ”… når jeg opfinder personer og deres historier i mine romaner, er det virkelig kærlighed og frygt, jeg føler, også selv om mine personer ikke er virkelige. Det er fiktionens sandhed.”

Man kan sige, at der er et element af erindring i fiktionen og et element af fiktion i erindringer.

Danskerne køber færre bøger

Siden mit sidste nyhedsbrev har Gyldendal nedlagt Rosinante & Co. og dermed også forlagene Høst & Søn, Cicero, Pretty Ink og Flamingo. (Direktøren for Rosinante er blevet afskediget; det samme forventes 25 – 30 medarbejdere at blive.) De fem forlag, som har hver sin profil, har i en årrække været ejet af Gyldendal, men har kørt selvstændigt. Ved at samle aktiviteterne på én adresse vil Gyldendal spare penge til husleje og administration, som kan bruges til udgivelse af bøger, hedder det. Lukningen af Rosinante har skabt røre i forfatterverdenen, hvor mange er frustrerede og blandt andet mener, at det vil svække mangfoldigheden i bogudgivelser.

For forfatterspirer (som mig) betyder det, at der bliver færre forlag at vælge imellem – og sværere at finde steder at opnå den stribe af afslag, vi skal have, før vi bliver antaget. (Tihi)

Jeg har modtaget endnu et afslag, så nu har jeg prøvet et stort forlag og et mellemstort forlag uden held. Denne gang har jeg sendt mit manuskript til et nystartet mikroforlag, som kun udgiver 4 – 5 bøger om året. De har lovet mig svar i løbet af 8 uger, men får tilsendt i hundredevis af manuskripter, så jeg forsøger at tøjle forhåbningerne.

I øvrigt: Baggrunden for Gyldendals spareøvelse er det dalende bogsalg. Hvornår har du sidst købt en bog? Det er efterår og læsetid!