Nr. 8: Fortællerstemme. Målgruppe.

.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg i oktober 2019

.

Slået tilbage til start

.

Jeg har aldrig brudt mig om at spille ludo. Gang på gang bliver man slået hjem og må begynde forfra. Nu sidder jeg igen med den øv-følelse, for jeg har fået svar fra et forlag: De vil ikke udgive min roman.

Men jeg glæder mig over, at forlaget har taget sig tid til både at begrunde afslaget (de udgiver kun nutidige romaner, ikke historiske) og til at give mig konstruktiv feedback. De skriver, at ”sproget flyder rigtig fint, og man bliver som læser hurtigt engageret i personerne”, og de giver et par forslag til, hvordan jeg arbejder videre med manuskriptet.

For eksempel at jeg arbejder med fortællerstemmen i kapitel 1. De skriver: ”Selvom personen vi følger her er et barn, er det ikke hensigtsmæssigt, at fortælleren går ned på det niveau og fortæller i børnehøjde. Det er, som om bogen skifter læsermålgruppe.”

At få så konkret feedback betyder, at jeg ikke er slået helt tilbage til start. Nu ved jeg, at jeg skal arbejde med at tydeliggøre, at romanen henvender sig til voksne læsere, selvom mange afsnit er skrevet fra et barns synsvinkel. I øjeblikket ved jeg blot ikke hvordan. Min skriveproces er en konstant vekslen mellem at skrive og læse, og jeg har læst mange voksenbøger fortalt fra et barns synsvinkel for at se, hvordan forfatteren gør. Desuden har jeg spurgt mine testlæsere, om de opfatter min roman som en børne-/ungdoms-roman eller som voksenlitteratur, og de har uden tøven svaret det sidste. Men jeg må på den igen.

I øvrigt er det ikke nok at vide, at man skriver til voksne. For man kan ikke skrive til alle. Da jeg første gang havde professionelle øjne på mit manuskript, blev jeg spurgt:

.

”Hvem er din målgruppe?”

.

Dengang tænkte jeg: ”Målgruppe? Skal jeg vide det på forhånd? Kan jeg ikke bare skrive, hvad jeg har lyst til at fortælle? Og lade fremtiden vise, hvem der vil læse min roman?”

Tjo, sådan kan man godt starte, men som årene er gået, har jeg fået forståelse for, hvorfor det er godt tidligt i skriveprocessen at overveje, hvem jeg skriver til. At vide hvem min typiske læser er, hvad vedkommende interesserer sig for og hvilken slags skønlitteratur, hun/han/de kan lide.

Primært for at skrive i et sprog og en stil, som målgruppen synes om, og have et sprogbrug som hverken støder eller forarger – alt for meget. Men jeg vil ikke tænke taktisk. Jeg har hverken lyst til at skrive krimi- eller fantasy-romaner, selvom disse sælger godt for tiden. Jeg har heller ikke lyst til at lade mig styre af, at det i langt højere grad er kvinder end mænd, der læser skønlitteratur. Tværtimod håber jeg, at romanen vil tale til både kvinder og mænd og alle derimellem. (Romanen fortælles gennem fire stemmer: to piger/kvinder og to drenge/mænd, hvoraf den ene ikke identificerer sig med det køn, han/hun er født med.)

Noget helt andet er, at det kan være særdeles svært at vurdere, hvem romanen vil interessere. Jeg regnede med, at den især ville vække genkendelsens glæde hos mennesker med omtrent samme alder og baggrund som mig. Jeg troede ikke, den ville interessere en mand i fyrrerne bosat i en storby. Dér tog jeg fejl. Jeg troede heller ikke, den ville være noget for en ung pige i gymnasiet. Dér tog jeg også fejl. Forskellige mennesker ser bare noget forskelligt i den.

I sidste ende skriver jeg for min fornøjelses skyld. Det overordnede styringsredskab er, hvad har jeg lyst til at skrive om. Og jeg har haft lyst til at beskrive det liv, der udfoldede sig i en almindelig, fynsk landsby i min barndom, til at beskæftige mig med kønsroller og kønsidentitet og til at dykke ned i, hvordan den tids politiske vinde hvirvlede op i menneskers tilværelse.

.