Nr. 9: Selvtvivl. Redaktører er subjektive.

Dette nyhedsbrev udsendte jeg i slutningen af november 2019

.

NaNoWriMo

Så fløj november afsted. Den måned, som for skrivende mennesker er kendt som NaNoWriMo, dvs National Novel Writing Month. Mange steder verden over sætter forfatterspirer sig til tasterne og deltager i denne virtuelle skrive-event, som stammer fra USA, og som også findes i en dansk udgave. Selvom jeg ikke har tilmeldt mig det officielle skrivearrangement, har jeg ligeledes afsat så meget tid som muligt til mine skriverier. Denne våde november har været som skabt til netop dét.

Tak

Inden jeg fortæller, hvad jeg har haft travlt med, vil jeg sige tak for alle de opmuntrende hilsener, jeg fik som reaktion på mit sidste nyhedsbrev, hvor jeg fortalte om endnu et afslag. Tak til både jer, der kender mig privat, og til forfattere og forfatterspirer, som kender mig fra de sociale medier. Sidstnævnte trøstede mig med, at de selv havde fået 9, 13 og helt op til 20 afslag, før de fik deres bog udgivet. Det tvivler jeg på, at jeg har tålmodighed til. Hvilket betyder, at jeg kan blive nødt til at selvudgive min roman.

Selvudgiverens selv-tvivl

Som selvudgiver er det op til én selv at vurdere, om romanen er tilstrækkeligt gennemarbejdet og færdig. Selvom jeg har haft en del test-læsere på samt har købt mig til en overordnet manuskriptvurdering hos forfatterskabet.dk, er jeg stadig i tvivl om, hvor vidt min roman er god nok til at gå i trykken. Når man får sin bog antaget på et traditionelt forlag, er der en redaktør, som læser den igennem og for eksempel påpeger afsnit, som skal udelades eller skrives om. Forlaget udgiver den ikke, før den er god nok til udgivelse (ideelt set). Er man selvudgiver må man enten stole på, at ens manuskript ”holder” eller købe sig til hjælp fra en professionel redaktør.

Efter sidste afslag fra et forlag, besluttede jeg at få en professionel redaktør til at gennemlæse mit manuskript og kommentere på handlingen, opbygningen, karaktererne, skrivestilen, mm. Min november måned er gået med at skrive det igennem endnu en gang efter redaktørens anvisninger.

Det den ene redaktør elsker, hader den anden

I denne redigerings- proces er det gået op for mig, hvor subjektive selv professionelle øjne er. En forfatterkollega skrev, at dét den ene redaktør elsker, hader den anden. Den udtalelse tog jeg med et gran salt, men nu har jeg selv erfaret sandheden i den. Som jeg fortalte i sidste nyhedsbrev, skrev et af de forlag, der gav mig afslag, følgende om fortællerstemmen i romanens første afsnit: ”Selvom personen vi følger her er et barn, er det ikke hensigtsmæssigt, at fortælleren går ned på det niveau og fortæller i børnehøjde.” Den redaktør, jeg nu arbejder sammen med, fremhæver det samme afsnit som et eksempel på, hvordan jeg skal skrive hele bogen. Det er ”den tone, du skal gå efter. Den lever rigtig meget.” Det rykkede noget i mig, at det er præcis det samme afsnit, de kommenterer, og at begge parter er professionelle redaktører.

Om at være modig

Pludselig stod det så lysende klart, at jeg aldrig når dertil, hvor enhver redaktør vil anse min roman for velskrevet. Så på et tidspunkt må jeg beslutte mig for, at den er god nok til at blive sendt ud i verden. Det kræver mod. Herunder kommer et citat fra ”En gentleman i Moskva” af Amor Towles, hvor hovedpersonen taler om, hvad ægte mod er:

”Det, der betyder noget her i livet, er ikke, om vi modtager klapsalver. Det, der betyder noget er, om vi har modet til at kaste os ud i tingene uden at være sikre på bifald.”