Nr. 11: Om at skære væk og smide ud

.

Nedenstående nyhedsbrev udsendte jeg i januar 2020

.

Jeg er typen, som ikke kan smide ud. Sådan én der køber et online kursus i oprydning efter Marie Kondo-metoden og ender med at kassere nærmest ingenting. Kategorien ”Tøj”: nej, jeg bruger det, til det er så slidt, at albuerne stikker ud gennem stoffet. Kategorien ”Bøger”: Du kan tro nej, Marie Kondo! Det lykkedes med krydderier, for halvdelen var for gamle. Jeg må indrømme, at det bagefter føltes som om vi havde fået flere krydderier til rådighed, fordi det gav overblik over, hvad vi havde. Paradoks: at vi kan få mere ved at have mindre.

Som skribent er jeg også typen, som har mere end svært ved at smide ud – svært ved at beskære, som det hedder i forfattersprog. Den professionelle redaktør, hvis hjælp jeg købte i november, anbefalede mig nogle bogforlag at prøve lykken hos. Jeg valgte ét af dem og har talt i telefon med en af forlagets redaktører. Da jeg fortalte, at mit manuskript er på 130.000 ord, dvs omkring 350 bogsider, foreslog han, at jeg beskærer det med cirka en femtedel. Fordi ”meget lange bøger skal være af meget høj kvalitet for at slå igennem fra en ukendt forfatters pen. Man har som forfatter større chancer med en kortere og mere stramt komponeret tekst.” 

Hold op, hvor jeg fik hovedpine ved tanken om at beskære romanen så meget! Jeg havde jo allerede slettet overflødige ord og strammet sproget op. Altså ville en så kraftig beskæring kræve sletning af hele afsnit. Jeg vred mig i dagevis, men skrev så til redaktøren, at mit manuskript ikke kan beskæres, for der er hverken afsnit, som kan undværes, eller bipersoner som er overflødige. Derved lukkede jeg muligheden for at udkomme på det forlag.

MEN så dukkede der en person op – som en engel sendt fra Himlen – som tilbød at læse mit manuskript og hjælpe mig med at beskære. I skrivende stund har hun kun læst nogle kapitler, men hun ser sandelig ud til at kunne udpege afsnit, som med fordel kan undværes. Jeg skyndte mig at bede redaktøren se bort fra mit ”det-kan-ikke-lade-sig-gøre-brev” og fortalte ham om min hjælpende engel. Når hun er færdig, vil jeg gennemskrive romanen igen, forhåbentlig kan jeg få mig selv til at kassere alt det, hun har sat minus ved, så hovedhistorien kommer til at stå skarpere.  Derpå skal den igen til et forlag, hvilket den ikke har været siden starten af oktober.

Ovenstående proces har fået mig til at tænke over det med at skære væk / kassere. Alle medaljer har jo både en forside og en bagside. Der er også noget godt ved ikke at smide ting ud: det betyder, at der ikke skal købes nyt. Gårsdagens nyhedsbrev fra Danmarks Naturfredningsforening præsenterede bogen: “Klimaguiden. Red verden lidt hver dag.” Det er produktionen af “ting og sager”, der miljøsviner allermest, så det at købe færre ting skærer en bid af vores CO2 aftryk. Jeg køber sjældent nyt, så jeg kunne sagtens tilslutte mig dem, der har som målsætning at undlade at købe nye ting i et år. Hvad angår afskårne blomster har jeg dog – ubevidst – været en klimasynder og besluttet at beskære mit forbrug. I stedet løfter jeg blikket og ser ud i haven på erantis og vintergækker.