Nr. 13: Corona-krisen, hvad kan vi lære? Forfatter-status.

Her i huset er vi stadig friske og raske, aldeles corona-fri. Vi har holdt os hjemme siden den 12. marts og forsøger at få det bedste ud af situationen. Da vi begge er pensionister, har corona-krisen ikke vendt op og ned på vores hverdag på samme måde, som den har for de fleste. For mit vedkommende er de største forskelle, at jeg ikke kommer til fysioterapeut, så mine ben bliver mere stive og umedgørlige, og at jeg savner fysisk samvær med mine kære.

Det tager tid at ændre vaner, men i denne situation har folk været nødt til at gøre det nærmest fra den ene dag til den anden. Der er mange store og små ting, vi skal huske at gøre anderledes, end vi plejer, så det kan naturligvis smutte. Men det er min opfattelse, at folk generelt har været hurtige til at indarbejde nye vaner for at begrænse spredningen af virus. 

Folk er ramt af corona-krisen på rigtig mange forskellige måder, og vi oplever situationen forskelligt alt efter vores omstændigheder. Som med alt andet ser vi også disse begivenheder fra forskellige verdener, og vores oplevelse af hvor alvorligt det er, fører til forskellige måder at reagere på. Til dig med svækket immunforsvar og/eller kronisk sygdom samt til dig, som arbejder i plejesektoren eller i social- og sundhedsvæsenet uden tilstrækkelige værnemidler, vil jeg sige: Du skal ikke føle dig ”hysterisk”. Din frygt er naturlig og forståelig.

Midt i marts var der stadig unge, som samledes i større grupper udenfor et par fynske (lukkede) skoler. På de sociale medier kan der være en tendens til at udskamme dem, der trodser anbefalingerne og påbuddene. Jeg kan godt forstå de børn og unge, som almindeligvis kun vil føle let ubehag, hvis de bliver smittede, og som er frustrerede over de omfattende begrænsninger i deres sociale liv. Situationen er en øvelse i omtanke for andre, hvis virkelighed er anderledes end ens egen.

Det kan vel sammenlignes med voksne, der ikke tager klimakrisen alvorligt, fordi den ikke giver dem selv (dvs. os nordeuropæere) nævneværdige gener. De/vi har tydeligvis svært ved at handle i solidaritet med befolkningsgrupper, for hvem klimaforandringerne har enorme konsekvenser.

Det er en balancegang at tage situationen alvorligt, men ikke lade alt handle om frygten for corona-virus. Vores hjerne og krop kan ikke holde til, at vi hele tiden har gang i ”bekymrings-tanker”, for hvis vi ikke tøjler frygten, bliver den selvforstærkende. Vi må skabe åndehuller, hvor vi glemmer alt om verdens tilstand og det, der truer os. Gå ud i naturen (hvor der er plads til at holde to meters afstand), dyk ned i en god bog eller glæd et menneske, som sidder alene, med en telefonopringning.

.

Hvad tager vi med os?

Når corona-krisen engang er ovre – for dette får jo også ende – må vi spørge os selv, hvad vi lærte. Som i alle livets store kriser, kommer vi forandrede ud på den anden side. Det er i krisetider, vi forandrer os mest. Der er motivationen virkelig i top. Vi gør ting, vi ikke troede, vi kunne. Vi tager beslutninger, vi burde have taget for længst. Vi ser på verden med andre øjne.

Corona-krisen har vist os, hvor drastisk vi er i stand til at ændre vaner, når det er nødvendigt.

Det var en øjenåbner, at virussen så hurtigt kunne sprede sig til hele verden. Selvom vi ved, at verden er global, overraskede dette selv virologer. Vi er mere forbundne, end vi troede.

Vi er ikke kun forbundne med alle mennesker på jorden, men også med dyrene. Covid-19 er et virus, som højst sandsynligt stammer fra flagermus, hvorfra det har bredt sig til andre vilde dyr. De første smittede mennesker fik det i sig på et kinesisk marked, hvor råt kød lå side om side med bure med levende vilde dyr. I årevis har forskere påpeget, at de allerfleste pandemier udspringer fra dyr. Nu må vi da have lært, at den måde vi omgås og behandler dyr på, har konsekvenser for vores eget liv.

Vi er også dybt afhængige af miljøet. Den massive luftforurening i kinesiske storbyer gjorde det sværere for beboerne dér at komme sig over corona-virus. Det hævdes endog, at den renere luft, som blev en konsekvens af nedlukningen i Kina, vil komme til at redde flere menneskeliv end det antal, der er døde af virussen. Forskere mener, at renere luft i byerne kan forebygge fremtidige pandemier.

Vi har set en opblomstring af altruisme. Forhåbentlig sætter det sig permanente spor, at befolkningen har stået sammen om dette, at så mange har tilsidesat egne behov og udvist hjælpsomhed og omtanke.

.

Forfatter-status ved slutningen af marts

For mig har hjemmekarantænen budt på masser af dejlig, sammenhængende skrivetid. Eneste afbrydelse er, når min søde mand inviterer på eftermiddagste og hjemmebagt knækbrød i orangeriet.

Som jeg tidligere har fortalt, har jeg købt mig til professionel redaktørhjælp og rettet romanen til efter dennes kommentarer. Pågældende redaktør mente, mit manuskript var klar til at blive sendt til et forlag og anbefalede mig nogle stykker. Jeg ringede til et af dem og fik at vide, at manuskriptet er for langt for en debuterende forfatter. Heldigvis meldte en skrap kritiker sig og viste mig, hvad der kunne skæres væk. En af de første dage i marts blev jeg færdig med at omskrive romanen endnu en gang. Den blev omkring 32 bogsider kortere. Så skulle der læses korrektur igen. Den 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, sendte jeg den afsted til et forlag. Det var også på tide, jeg fik den sendt ud i verden igen – sidste afslag modtog jeg i oktober.

Med ønske om godt helbred og et dejligt forår, Anne-Kirsten