Nr. 14: Rødstrømpebevægelsens 50 års jubilæum & april måneds forfatter-glæder

.

I går modtog jeg en glædelig besked vedrørende en novelle-konkurrence, som jeg har deltaget i. Forlaget skriver: ”Vi har modtaget utroligt mange noveller, og alle er nu læst. De bedste er nu med i opløbet om en plads i antologien, og heriblandt er din novelle. Tillykke med det.”

Hvad enten min novelle går videre eller ej, er det et kærkomment skulderklap. Det er mit livs første novelle, og jeg ved fra forskellige forfatter-fora, at flere erfarne og dygtige forfattere har indsendt bidrag.

I dag er det syv uger siden, Knud og jeg ophørte med alle aktiviteter ud af huset samt med at have gæster. For mit vedkommende har det betydet, at jeg har arbejdet på min roman så godt som hver dag. Dels med at redigere i bind 2, hver gang jeg modtog feedback fra mine beta-læsere, dels med at planlægge bind 3 kapitel for kapitel. De to første bind er skrevet uden en plan, hvilket viste sig at give meget redigeringsarbejde. Jeg var spændt på, om det ville blive kedeligt at arbejde efter en plan, men den dag midt i april hvor jeg endelig begyndte at skrive på bind 3, nåede mit smil op til begge ører. Det går bare derudaf, når jeg ved, hvad jeg skal skrive om.

.

Rødstrømpebevægelsen har 50 års jubilæum

I april for 50 år siden opstod Rødstrømpebevægelsen, som havde indflydelse på langt flere end dens medlemmer. Bind 2 af min roman foregår i 70’erne, dvs mens bevægelsen havde sin storhedstid, og en af karaktererne er medlem af den odenseanske Rødstrømpebevægelse.

Rødstrømpebevægelsen var en socialistisk kvindebevægelse, der ville ændre de kønsroller, som undertrykte kvinder uddannelsesmæssigt, økonomisk, politisk og seksuelt.

Dengang talte vi om ”kønsroller” – ikke som i dag om ”kønsidentitet”. Vi anså kønsforskelle for at være sociale konstruktioner og var nødt til at tale biologiske kønsforskelle ned for at påvise vores ligeværd med mænd. Det mandsdominerede samfund brugte biologien som argument for at holde os ude af arbejdsmarkedet og det politiske liv, hvilket der findes masser af eksempler på i: ”Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag” af Birgitte Possing.

I dag kan kvinder forsørge sig selv og gøre ting, som var utænkelige for 50 år siden, og nogen mennesker hævder, at vi har opnået ligestilling. Desværre findes der en vis privilegie-blindhed omkring mænds og kvinders ulige vilkår; en manglende vilje til at se, at ens egen privilegerede situation ikke gælder alle. Det er åbenlyst, at der ikke er ligestilling på verdensplan eller i visse minoritetsmiljøer, men har etnisk danske kvinder stadig grund til at føre kvindekamp?

JA! Så længe der begås vold mod kvinder.

1970’ernes kvindebevægelse satte voldtægt, hustruvold og incest på dagsordenen og oprettede i 1979 det første kvindekrisecenter. I dag er der omkring 50 i hele landet, og der er pres på pladserne. Vi er først i mål, når der ikke længere er brug for krisecentre, når der ikke længere er tusindvis af kvinder, som bliver udsat for fysisk vold, oftest begået af en tidligere eller nuværende partner.

Når en kvinde bliver dræbt, er det så godt som altid af en mand. Når en mand bliver dræbt, er det som regel af en mand.

Med de sociale medier er der opstået nye former for seksuelle krænkelser samt fora for kvindehad.

JA! Så længe man glemmer, at kampen for ligestilling skal baseres på søstersolidaritet.

Hér tænker jeg på årsskiftets debat om au pair-ordningen, hvor forskellige karrierekvinder, Dansk Erhverv samt Liberal Alliance fremsatte den holdning, at muligheden for at have au pair pige fremmer ligestillingen og kvinders mulighed for at gøre karriere. 

Forudsætningen for kvinders karriere skal ikke være at hente filippinske kvinder hertil og lade dem arbejde for en løn langt under danske overenskomster. Kvinders mulighed for at gøre karriere bør fremmes ved hjælp af velfungerende daginstitutioner, fleksible arbejdsforhold for småbørnsfamilier og ligelig fordeling af det ulønnede arbejde i hjemmet.

JA! Så længe det er vanskeligt at forene arbejdsliv og forældreskab.

I Rødstrømpebevægelsen var der kun adgang for kvinder, hvilket kan være svært at forstå i dag, men man må huske, at kvinder dengang var vant til, at det var mænd, der førte ordet. At debattere i rene kvindegrupper var nødvendigt for at give kvinder mulighed for at formulere deres synspunkter og komme til orde.

70’ernes debat om kvinderollen handlede blandt andet om, i hvor høj grad vi skulle nedtone/aflægge vores kvindelighed og tilpasse os mandssamfundets værdier og normer for at opnå magt på lige fod med mændene på arbejdsmarkedet og i det politiske liv. Og hvor meget vi skulle stå fast på retten til at være ”moderlige” og kræve ordentlige rammer for det kvindelige. Økofeministerne lagde vægt på de såkaldt kvindelige værdier: at føde, amme, passe og lege med børn, sy eget tøj, dyrke økologiske grøntsager, lytte til andres behov og være følsomme, men alle slags feminister ville have ret til både at være mødre og have et job. 

Forudsætningen for kvinders frigørelse var, at vores børn skulle opholde sig i daginstitution en stor del af deres vågne tid. I dag er det en fælles kamp for mænd og kvinder at få arbejdsmarkedet indrettet mere på småbørnsfamiliers præmisser samt at få velnormerede daginstitutioner. Hvordan unge kvinder har svært ved at kombinere børn og karriere og ligger vandret i luften for at nå det hele beskrives i bogen: ”Er jeg fri nu? Tidsklemte kvinder i verdens bedste land” af Linn Stalsberg. Og jeg ser avisartikler, hvor unge mænd kræver, at deres arbejdsplads begynder at tage hensyn til, at medarbejderne er forældre. I dag samarbejder kønnene om at føre dét, som dengang hed kvindekamp, men reelt er en kamp for et mere menneskeligt samfund.  

Med feministisk hilsen, Anne-Kirsten

.

P.S.: I anledning af 50-året for Rødstrømpebevægelsens opståen har Det Kongelige Bibliotek samlet en del materiale om bevægelsen på https://kub.kb.dk/rodstrompebevaegelsen