Nr. 16: udgivelse i sigte & om at leve med bekymringer og frygt
.
Jeg burde juble
Jeg har netop underskrevet kontrakt med et forlag om udgivelse af min roman. Hvis alt går vel, udkommer ”Når svalerne flyver højt” i efteråret 2020.
Jeg burde juble. Naturligvis er jeg lettet over, at det endelig er lykkedes, men jeg er også bekymret.
I første omgang drejer mine bekymringer sig om de kommende måneders samarbejde med en redaktør. Hvor meget vil han have mig til at omskrive? Og kan vi blive enige? Og hvad hvis vi ikke kan?
Det med at bekymre sig har altid været et af mine svage punkter. Jeg må jævnligt huske mig selv på, at jeg før har oplevet, at de problemer jeg forudså, slet ikke dukkede op.
Rent faktisk har jeg ikke grund til bekymring på det personlige plan, men så er der så meget andet at bekymre sig om.
Bekymringer over verdens tilstand
De seneste måneder har frygten for at blive smittet med covid-19 eller komme til at smitte mennesker i risikogruppen ændret vores hverdag. Og trods begyndende genåbning er det ikke overstået. Kommer der en anden bølge? Og bliver den værre, fordi virus muterer? Hvordan skal det gå ude i verden, nu hvor coronavirus har spredt sig til krigshærgede egne og til flygtningelejre?
Ellers er det klimaforandringerne, der udgør den største trussel. I Sibirien er permafrosten i fare for at tø op, så dens lager af metangas slipper løs og forstærker den globale opvarmning. I Amazonas fældes der regnskov som aldrig før, hvilket betyder tab af biodiversitet samt udleder CO2 og dermed fører til global opvarmning. Herhjemme er der markant færre sommerfugle i år. På Arktis har man fundet mikroplast – op til 14.400 plastikstykker per liter is – som er kommet dertil med vinden. Det tyder på, at vi indtager og indånder meget mere plastik, end man hidtil har troet, hvilket øger risikoen for bl.a. lungekræft.
Frygt til alle tider
Jo, der er nok at bekymre sig om. Og det har der altid været. I slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne levede vi på grund af Den Kolde Krig i frygt for, at en krig med atomvåben ville udslette os alle. (I min roman opleves det gennem en fem årigs øjne i forbindelse med Cubakrisen i 1962.) I 80’erne kom frygten for ulykker på atomkraftværker tæt på Danmark, og i 1986 spredtes radioaktivt nedfald efter Tjernobyl-katastrofen. I 90’erne frygtede vi at få hudkræft, fordi freon fra bl.a. køleskabe ødelagde ozonlaget. I 2001 skete angrebet på World Trade Center i New York, og frygten for terror blev dagligdag for alle i den vestlige verden. Den første terroraktion, jeg husker, var den ved De Olympiske Lege i München i 1972. Jeg var 17 år, og det var naturligvis skræmmende, men forekom dog at være en enkeltstående massakre, som ikke truede danskernes hverdag. I dag afværges der med mellemrum et terrorangreb i Danmark.
At leve med frygten og nyde livet
At leve med frygt ser ud til at være et menneskeligt vilkår. Selv i et fredelig og privilegeret land som vores. Men det gavner intet at lade sig tynge af bekymringer. Jeg må gøre, hvad jeg kan på de områder, hvor jeg har mulighed for det, så jeg med god samvittighed kan fokusere på at se og nyde alt det skønne og gode i livet. For eksempel har jeg min skønne have at glædes over. I forgårs aftes faldt der en blid regn over mine tørstende planter. Jeg satte mig foran den åbne hoveddør, nød lyden af regndråber på bladene og forundredes over, hvor smuk lyden var.
.