Nr. 17: Nu er det alvor med min roman

.

Den sidste redigering

Som jeg skrev i sidste nyhedsbrev, skal min roman udkomme til efteråret. Min juli måned er gået med at foretage en sidste redigering, og samarbejdet med forlagsredaktøren er gået godt – faktisk over al forventning. Nu er den sendt til korrekturlæser og er dermed ude af mine hænder. Næste opgave er at samarbejde med forlagets grafiker om bogens forside.

Historisk sprogbrug

Indtil det sidste var jeg i tvivl om, hvad mine hovedpersoner skulle kalde mennesker med mørk hud. Jeg har en scene i romanen, hvor en af personerne for første gang i sit liv ser mennesker med en anden hudfarve end hende selv. Vi befinder os i 1972, hvor musicalen ”Hair” kom til Odense, og det ville være det mest historisk korrekte at lade hende sige/tænke, at der var ti negere med.

Jeg har skrevet romanen med dét, der hedder bunden 3. persons fortæller, så læseren oplever romankarakterernes følelser, tanker og sprogbrug uden distance. Der er ingen overordnet, nutidig fortællerstemme, som kommenterer, forklarer eller fortolker personerne i romanen. Det udelukker muligheden for at forklare 2020’s læsere, at man i 1970’erne rask væk sagde ”negerskuespiller”, ”negerkvarter” og ”negerboller” og forklare, at ”neger” ikke blev opfattet anstødeligt. Ordet kommer jo blot af det latinske ord ”niger”, som betyder sort eller mørkfarvet, sagde man. De færreste tænkte over, at det engelske ord ”negro” har historiske associationer til slavehandel og racisme. Ganske vist var afro-amerikanere i USA i midten af 1960’erne begyndt at bruge slagord som ”Black Power” og ”Black Is Beautiful” i deres kamp for borgerrettigheder, men det forandrede ikke danskernes sprogbrug før langt senere.

Faktisk gik der en snes år, før det blev almindeligt i Danmark at bruge ordet ”sorte”. Så sent som i 1995 kørte en debat i pressen i anledning af, at en betjent havde brugt ordet ”neger” om en person af afrikansk oprindelse. Politidirektøren forsvarede det med, at det var den eneste korrekte danske betegnelse for personer med afrikansk baggrund, og at der ham bekendt ikke eksisterede en omskrivning af ordet på dansk. ”Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination” (ja, sådan ét fandtes i 1995) anbefalede, at man brugte ordet ”sort” i stedet for ”neger”, fordi ”neger” har negative og stærkt nedladende undertoner.

Omskrivning af børnelitteratur

Debatten om brugen af n-ordet er foregået helt op i vores tid, specielt i forbindelse med tidligere tiders børnelitteratur. Da Astrid Lindgrens bog om Pippi Langstrømpe kom i en ny udgave i Sverige i 2015, blev sproget moderniseret. Pippis far var ikke længere ”negerkonge” men ”sydhavnskonge.” Det startede en heftig debat, også i Danmark. En del mente, det var i orden at modernisere sproget, så det ikke krænker nogen, mens andre kaldte det noget hysterisk pjat, historieomskrivning eller censur. Der var igen debat, da Gyldendal i 2019 i en ny udgave af Halfdan Rasmussens rim og remser til børn udelod rim, hvor ordene ”neger” og ”hottentot” optrådte. Og her i 2020 i forbindelse med Jørgen Clevins børnebog ”Strudsen Rasmus”, hvor ordet ”neger” forekommer 31 gange. Jeg mener, det er okay at omskrive tidligere tiders børnebøger, så sprogbrugen ikke generer en befolkningsgruppe og ikke viderefører sædvaner, som vi i mellemtiden har lært er upassende. De gamle børnebøger må man undlade at bruge som højtlæsningsbøger for små børn og i stedet gemme dem som eksempler på tidligere tiders race-syn.

Debatten om race-diskrimination

Naturligvis kommer vi ikke race-diskrimination til livs blot ved at ændre sprog, men det er dog et vigtigt skridt at undgå ord med racistiske undertoner og i stedet tale respektfuldt til og om andre. I kølvandet på Black Lives Matter – bevægelsen og demonstrationerne mod racisme har der været sammenstød i folketingssalen om, hvorvidt vi har strukturel / systemisk racisme i Danmark. Imens har dagspressen offentliggjort den ene beretning efter den anden fra personer, som har været og er udsat for forskelsbehandling, fordomme, grim tiltale eller endda fysiske overgreb på grund af deres race. Som én af disse siger: Der er ikke én ikke-hvid person i Danmark, som ikke har mødt racisme.

Sprogbrug i min roman

Nå, tilbage til min roman. Eftersom nutidige læsere får andre associationer i forbindelse med ordet ”neger” end en person i 1972, ville det give et forkert billede af min hovedperson at lade hende bruge dét ord.  Så selvom jeg ellers lægger vægt på, at historiske fakta skal være korrekte, har jeg valgt at lade hende bruge udtrykket ”sorte mennesker.”

Jeg har dog besluttet at bruge n-ordet ét sted i min roman. I en scene fra 1962 nævnes nogle kunstige hoveder, som i en lille landsbyskole blev brugt som anskuelses-undervisning. Dengang var ikke-hvide mennesker yderst sjældne i Danmark, og ved at have disse hoveder stående, kunne eleverne se, hvordan andre folkeslag så ud. Hér ville det virke kunstigt og helt forkert at omdøbe ”neger-hovedet”.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.