Nr. 20: Om at træde ud af forfatterhulen
Den pinedød nødvendige markedsføring
Det er længe siden, jeg har brændt maden på, fordi jeg sad ved tastaturet og glemte tid og sted. Jeg savner det! Altså ikke gryderne med fastbrændt mad, men det at være så opslugt af min fiktive verden, at alt andet forsvinder. Jeg glæder mig til at få tid til den kreative, lyststyrede skrivning – dét som er det dejlige ved forfatterlivet.
Siden juli har jeg arbejdet på at gøre ”Når svalerne flyver højt” klar til udgivelse, og det meste af oktober måned gik med markedsføring. Jeg skulle tage mig selv i nakken for at skrive og udsende pressemeddelelser og anmodninger til aviser, bogbloggere m. fl. for at få dem til at omtale eller anmelde min roman. Der udkommer årligt cirka 6.000 skønlitterære bøger i Danmark, altså 500 om måneden eller 17 om dagen, så det enkelte værk drukner let i mængden. De færreste (om nogen?) forfattere slipper for at bruge tid på markedsføring. Jeg har været heldig at blive omtalt i to ugeaviser og håber at blive anmeldt af nogle bogbloggere, selvom flere af dem har svaret mig, at de har bunker af bøger liggende, som de har fået tilsendt af håbefulde forfattere.
At træde ud i verden
Det falder mig ikke let at promovere mig selv, og jeg er i den proces blevet tvunget udenfor min komfortzone, men forsøger at glæde mig over, at netop dét er udviklende. Det sværeste var at dele en video på @AnneKirsten1955, hvor jeg fortæller om min novelle ”Luftkasteller” (trykt i novellesamlingen ”Udenfor” som udkommer på lørdag).
Da jeg i 2012 udgav ”Rundt om sklerose” faldt det mig meget lettere at stå frem. Jeg tror forskellen ér, at jeg dengang havde et budskab, som jeg følte, det var afgørende for andre at få. Det er noget andet med skønlitteratur. Indeholder min roman noget, som er vigtigt for andre at læse? Det spørgsmål burde jeg have gransket for længe siden, men jeg begyndte at skrive uden at vide noget om forfatterhåndværket. Jeg lagde ikke en plot-plan, tænkte ikke over målgruppe, gjorde mig ikke klart hvad jeg ville med romanen, etc. Så den er ikke skrevet med henblik på at have et budskab, men jeg kan i dag se, at et af de centrale temaer er unges seksualitet. Den kendsgerning antyder vel et budskab om, at det emne er vigtigt at sætte ord på.
Det harmer mig, at der hersker mere restriktive normer for kvinders seksualitet end for mænds. Selv noget så almindeligt som onani er stadig forbundet med skam for pigers vedkommende. Det er usædvanligt (men befriende) når unge kvinder taler åbent om deres onani, som Josephine Kuhn og Nana Elizabeth Hovgaard gør i deres bog ”En som os”. Jeg læste for nylig, at når unge, heteroseksuelle mennesker bliver bedt om at udtale sig om kvaliteten af deres sidste seksuelle oplevelse, handler drengenes svar om, hvad de selv fik ud af det, mens pigerne baserer vurderingen på, i hvor høj grad det lykkedes dem at tilfredsstille partneren. Jeg håber, jeg kan bidrage til at ændre de mange forkerte opfattelser, de mange fortielser, det pres og den skam, som stadig findes på seksualitetens område (i følge befolkningsundersøgelsen fra 2019 af danskernes sexliv). Desværre tror jeg ikke, min roman vil blive læst af ret mange unge, så der er uoverensstemmelse mellem budskab og læserskare, og måske vækker den snarere forargelse end interesse.
Det er skræmmende, at det jeg har skrevet i enrum – ublufærdigt og uden tanke på en eventuel læser – snart kan læses af andre. Det er blevet læst og kommenteret af beta-læsere og redaktører, men det er mennesker, jeg ikke kender. Jeg vågner om natten med hjertebanken ved tanken om, at det skal læses af mennesker, jeg kender. ”Den største kamp var ikke selve det at skrive, men at gennemarbejde frygten for succes og frygten for fiasko … ” som der står i ”Zen og kunsten at skrive” (side 195).
Ind i forfatterhulen igen
I overmorgen er min roman ude. Takket være corona-restriktionerne slipper jeg for at signere bøger på udgivelsesdagen. Jeg kryber ind i forfatterhulen og genoptager redigeringen af opfølgeren til ”Når svalerne flyver højt”. Jeg har for længe siden fået manuskriptet retur fra min private redaktør. Nu skal bunken af papirark med hendes rettelser, ændringsforslag, spørgsmål og overstregninger gennemgås og bind 2 skrives igennem på ny. Det glæder jeg mig til.
.