Nr. 21: Fra publikumsskræk til forfatterglæde

Sikke en dramatisk november måned!

Jeg var så heldig at få både en roman og en novelle udgivet. Samtidig foregik der skræmmende ting i Danmark og ude i verden. Måneden begyndte med et terrorangreb i Wien, det amerikanske præsidentvalg bød (og byder) på drama, den anden covid-19 bølge slog ind over os og førte til fornyede restriktioner, og befolkningen blev splittet over mink-aflivningen og coronahåndteringen. På trods af alt dette var det udgivelsen af min bog, der gav mig de største følelsesmæssige udsving.

Publikumsskræk

Hvis man er skuespiller, kan man have sceneskræk. Publikumsskræk ville være et mere retvisende ord, for det er vel det at stå ansigt til ansigt med publikum, der kan udløse frygt for ikke at slå til. Forfattere kan også rammes af publikumsskræk, når den tekst man har skrevet i enrum bliver offentlig, så alle og enhver kan læse den.

De forfattere, hvis YouTube videoer jeg henter inspiration fra, ser ud til kun at føle jubel i forbindelse med udgivelsen af deres bøger. For mig har følelserne været mere blandede. I dagene omkring udgivelsen var jeg anspændt og sov dårligt. Med bævende hjerte afventede jeg læsernes vurdering og bogbloggeres eventuelle kritik. I skrivende stund er det fire uger siden, min roman udkom, og min frygt for om den er god nok har forvandlet sig til lettelse. ”Når svalerne flyver højt” har nemlig fået de første anmeldelser.

Anmeldelser

En anmelder skriver, at den er ”fremragende … fængslende og berigende … et lille stykke velafbalanceret Danmarkshistorie … som fastholder læseren lige indtil man rammer sidste side.”

En anden kalder den ”en virkelig velskrevet og læseværdig roman fuld af atmosfære … det fineste tidsbillede” og ”vil anbefale den på det varmeste.”

Og en tredje skriver: ”Anne-Kirsten Brønserud … er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet.”

Jeg er især glad for, at en af anmelderne skriver, at romanen ”kan læses af flere generationer” og ”burde være pligtlæsning for nutidens unge”.  

Læsernes oplevelser

Forfatteren kan ikke styre, hvad teksten får frem i læseren. Tanken om hvad andre ”putter ind i” den af egne erfaringer og måder at opfatte verden på, kan også give publikumsskræk. Hvad det angår, har jeg fået ro på, nu hvor ”almindelige” læsere er begyndt at omtale min bog på forskellige litteratursider på nettet.

En kvinde, samme årgang som mig, men opvokset i Jylland, skriver: ”Jeg har lige været en tur hjemme i min barndom. Dér var trygt og velkendt, og jeg undrede mig et par gange undervejs over, hvor forfatteren har fået alle oplysningerne fra, som hører hjemme i min familie og hos vores naboer fra dengang. Nej, det er selvfølgelig fordi romanen er så velskrevet og detaljerig, at man som læser ikke bare bliver inviteret indenfor i et univers, man bliver en del af det.”

En anden skriver: ”Og man sidder som læser bagefter tilbage med følelsen af selv at have været til stede og at have været en af bogens karakterer.”

En læser giver min roman ”en kæmpe-anbefaling”, en anden takker mig for at have givet hende ”en læseoplevelse af de store”, og en tredje kalder den for ”i høj grad læseværdig” og giver sine ”allerbedste anbefalinger”. 

Markedsføring

Så skulle man jo tro, at jeg nu kan læne mig tilbage og tage det roligt. Men det er en myte, at en god roman finder læsere af sig selv. Endog berømte forfattere er nødt til at markedsføre sig, og deres forlag betaler for store annoncer. ”Når svalerne flyver højt” bliver ikke anmeldt i dagbladene, eftersom den ikke udkommer på et af de store forlag, og eftersom jeg ikke er en kendt person.

Selvom en anmelder mener, at min roman ”bør være blandt årets mest oplagte litterære julegaveidéer”, kan den sagtens drukne i mængden af bøger, som udgives. Jeg er derfor afhængig af hjælp fra mine læsere og mit netværk til at få udbredt kendskabet til bogen. Tak til jer, der allerede har fortalt om min roman på de sociale medier – det er jeg meget taknemmelig for. Alle der omtaler den på Facebook eller lægger en sætning om den på saxo.com eller på Goodreads (https://www.goodreads.com/book/show/55553306-n-r-svalerne-flyver-h-jt) modtager et digitalt kram fra mig.

De bedste hilsner fra Anne-Kirsten – med ønske om en hyggelig første søndag i advent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *