Nr. 24: Hvor meget er mine egne erindringer?

HVAD KUNNE DU TÆNKE DIG AT HØRE OM?

I sidste nyhedsbrev inviterede jeg mine læsere til at skrive, hvad I ønsker at høre om fra mig. Flere skriver, at de er tilfredse med nyhedsbrevenes indhold, som de ér, men jeg har også modtaget nogle ønsker. Lad os tage den største tyr ved hornene, nemlig: hvor meget af min egen opvækst har jeg brugt i ”Når svalerne flyver højt”?

HAR JEG BRUGT MIN EGEN OPVÆKST?

Som mange andre forfattere har jeg ladet romanen foregå i et miljø, jeg kender. Jeg er vokset op i en lille landsby med Børnenes Juletræsfest i forsamlingshuset, med kørmesgilde, fastelavnsfest, Sct. Hans fest, byudflugter og meget mere. Jeg har lagt nogle af mine egne barndoms- og ungdomsoplevelser ind i flere af romanens personer, men romanens landsby, Askelev, samt dens beboere er opdigtede. Jeg startede i skole i en forskole med ét klasselokale med kakkelovn og kom senere i en nybygget centralskole (ligesom i romanen), men såvel beskrevne elever som lærere er fiktive karakterer.

HVEM ER HVEM?

Mennesker, som kender mig eller er opvoksede i nærheden af min barndoms landsby, har fortalt, at de under læsningen prøvede at finde ud af, ”hvem der er hvem.” Til deres skuffelse – eller lettelse – vil jeg sige, at det er spildte kræfter. Jens Kristian og Ellen er ikke mine forældre, og hverken Anne-Mette, Mie eller Henner er mine søskende. Heldigvis har min opvækst været så udramatisk, at jeg har været nødt til at digte for at få drama nok til en roman.  

Jeg har imidlertid ønsket at skabe nogle tidstypiske og levende karakterer med ægte følelser og genkendelige karaktertræk. Det er tilsyneladende lykkedes, for jeg har fået tilbagemeldinger om, at læsere fik genopfrisket glemte minder fra barndommen, og at tidsbilledet og romankaraktererne forekom så genkendelige, at de nærmest føler, jeg har skrevet om deres liv.

En af mine læsere mente sågar, han havde genkendt en af romanens personer og kunne sætte navn på vedkommende. Det viste sig at være en karakter, som jeg har skabt ved hjælp af fri fantasi samt anekdoter fra to personer opvokset forskellige steder, fjernt fra Fyn. For de læsere, som mener at genkende sig selv eller andre, vil jeg citere forfatter Mette Korsgaard, som har udtrykt det så præcist, at jeg ikke kunne gøre det bedre (erstat ”kære veninder” med, hvad du vil):

”Hvis I, kære veninder, kan genkende jer selv, er det en tilfældighed. I skal ikke tage det personligt. Det har hold i virkeligheden, men det er ikke lige jer, det drejer sig om. Alt er baseret på en blanding af egne erfaringer, historier jeg har fået fortalt, surfing på nettet, læsning i bøger, oplevelser fra radio og tv, ja, alt hvad jeg stort set har oplevet og indlæst i mit halvlange liv. Det handler ikke om jer.” (Citatet er fra side 148 i ”Festskrift for halvgamle krager”)

AUTOFIKTION

I de seneste årtier er der udkommet et stigende antal bøger baseret på forfatterens eget liv, en del af dem i genren autofiktion. ”Auto” betyder ”selv”, og det er bøger, hvor forfatteren skriver om sig selv. Det varierer, hvor meget det selvbiografiske stof er omsat til fiktion. Som regel skriver forfatteren for at bearbejde og gøre op med ubehagelige oplevelser i barndommen.

Her i januar har jeg læst ”Det samme og noget helt andet” af Katrine Marie Guldager. Midt på bogens forside står der ”Roman”, men forfatteren lægger ikke skjul på, at den handler om hende selv og hendes familie, og anmeldere betegner den som en selvbiografisk roman eller som autofiktion. Bogens ene spor er forfatterens refleksioner over det at skrive om sin egen familie. Kan man tillade sig det, og hvilke konsekvenser kan det få? En debat som dukker op med mellemrum.

Listen over forfattere, som har mistet kontakten med familiemedlemmer efter at have skrevet om deres eget liv, er alenlang. For eksempel har Bent Haller i et interview udtalt: ”Da jeg skrev romanen ”Når krigen slutter”, så kostede det mig mine søskende.” (Romanen er inspireret af hans mors historie). Jeg elsker min familie, så det ville jeg hverken byde dem eller mig selv, men måske ville jeg se anderledes på det, hvis jeg bar på en tung bagage fra barndommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.