Nr. 26: sproglig redigering / line edit

Det sjove ved at skrive fiktion

I den forløbne måned har jeg skrevet på en novelle til Forlaget Brændpunkts kommende novelle-antologi. Forlagets krav er, at den maksimalt må fylde otte sider. Man skulle tro, en så kort novelle hurtigt kunne skrives, men nej. Jeg har tendens til at skrive for meget og er derfor nødt til i anden gennemskrivning at forkorte eller slette, hvilket falder mig svært. Men det er en god øvelse at blive tvunget til at stramme op og økonomisere med ordene.  

Novellens hovedperson er en kvinde, som altid har vidst, hun ikke ville have børn og derfor har ladet sig sterilisere som 27 årig. Research-fasen har været tidskrævende, for man skal kende sine karakterer godt for at kunne give dem en autentisk stemme. At være nødt til at sætte sig ind i tankegange og handlemønstre, som ligger én fjernt, er noget af det, der gør det sjovt og interessant at være forfatter.

Sådan redigerer jeg sproget i min kommende roman

Det følgende er skrevet som en fortsættelse af sidste måneds nyhedsbrev. Der er vist interesse for at høre om min måde at foretage den sproglige redigering (”The Line Edit”) på. At redigere sproget indebærer at gå teksten igennem linje for linje og finpudse den. Denne redigeringsfase må ikke forveksles med korrekturlæsning, som er den allersidste fase, hvor stave- og slåfejl, grammatik og tegnsætning rettes. Jeg kan dog ikke lade være at rette fejl, som springer mig i øjnene, men det er ikke det, jeg har fokus på. Herunder følger en kort beskrivelse af fire af de punkter, som indgår i min proces med den sproglige redigering af efterfølgeren til ”Når svalerne flyver højt”.

Show, don’t tell

”Show, don’t tell” er nærmest et forfatter-mantra, og den klassiske anvisning på, hvordan man gør, tilskrives forfatteren Anton Chekhov:

“Don’t tell me the moon is shining; show me the glint of light on broken glass.”

Dette forfatter-råd handler om at vise eller beskrive ting i modsætning til at fortælle læseren det eller blot fremsætte en konstatering. Det er et særdeles velbeskrevet emne, som der findes oceaner om på nettet, i bøger om forfatterhåndværket og i utallige YouTube videoer.

Det handler om at ”male et billede”, som læseren kan se for sig, og om at skrive så sansemættet, at læseren får samme oplevelse som romankarakteren. Forfatteren Jerry Jenkins giver en stribe gode eksempler på forskellen, f.eks.:

”Telling: It was late fall. Showing: Leaves crunched beneath his feet.”

Forfatteren Jenna Moreci anbefaler, at man bruger ”show”, når man vil have læseren ind under huden på karaktereren, men ”tell” dér, hvor det ikke er meningen, at læseren skal føle med karaktereren (hvis det ikke er en vigtig karakter eller scene). ”Tell” bruges også, hvis man i en fart vil have handlingen til at skride fremad.

Man kan ved hjælp af Words søgefunktion finde de steder, hvor man bruger ”tell”.  Foretag en søgning på følelsernes navne/mærkat (f.eks. glad, lykkelig, skuffet, vred, ked af det) og se, om du kan vise, hvad karakteren føler – i stedet for blot at konstatere det. Sommetider slår jeg op i ”The Emotion Thesaurus: A Writer’s Guide to Character Expression” for at få idéer. Nogle gange er det dog hverken ”show” eller ”tell”, der skal til, men at læseren får at vide, hvad personen tænker om situationen / om sig selv.

Sætninger med “filter words” omskrives

Jeg har heller ikke set ”filter words” oversat til dansk, men “to filter” betyder “at filtrere”, dvs at lade noget passere gennem et filter. Vi ser alle verden gennem et filter, som præger vores tanker, oplevelser og sprog. Filteret kan sammenlignes med et sæt briller, som farver vores syn på livet. Man kan ”se lyst på livet” eller være ”sortseer”.

”Filter words” er betegnelsen for ord, som en forfatter bruger for at knytte det beskrevne til en bestemt karakter. Det er ord såsom tænkte, hørte, så, iagttog, syntes, indså, mærkede, besluttede, lagde mærke til, erfarede, undrede sig, m. fl.  Men sådanne ord indsætter et overflødigt lag mellem læseren og den scene, forfatteren maler. Et eksempel:

”Lisa vågnede og hørte, at det tordnede og lynede. Hun mærkede hjertet hamre i sit bryst.”

Ideelt set skal en scene skrives, så det er tydeligt for læseren, at det er Lisa, der hører, mærker, ser, tænker alt. Derved bliver ”filter words” – som her er ”hørte” og ”mærkede” – overflødige. Ved at slette dem, undgår man at skabe en afbrydelse i læseoplevelsen ved at minde læseren om, at dette er en tekst skrevet af en forfatter, som har lagt synsvinklen hos Lisa. Det virker bedre at lade læseren med-opleve ved at skrive:

”Lisa vågnede. Det tordnede og lynede. Hjertet hamrede i brystet.”

Det er svært at fjerne alle ”filter words”, men i det mindste kan man undlade at bruge dem ukritisk.

Overflødige forklaringer skæres væk

Forfatteren Jerry Jenkins mener, at hvis læseren kan tænke sig til noget, er der ingen grund til at skrive det. (”Resist the Urge to Explain”, forkortet RUE). Han opfordrer i det hele taget forfattere til at modstå fristelsen til at overforklare og udpensle enhver detalje. Forfatteren skal ikke stå i vejen for læserens forestillingsevne, men blot sparke læserens indre teater i gang.  Hav tillid til læserens forestillingsevne og lad hende/ham forestille sig landskabet/rummet/karakterens udseende på sin egen måde.

Førdatid omskrives til almindelig datid

Min roman er skrevet i datid, så når jeg beskriver en scene, som foregår før den beskrevne tid, falder det mig naturligt at skrive i førdatid – simpelthen fordi det er grammatisk korrekt. MEN: Nogle forfattere forklarer på YouTube (f.eks.”Shaelin Writes”), at førdatid gør teksten tung – ”havde drømt” er tungere end ”drømte” – og virker mere distancerende, fordi det ér længere væk. Almindelig datid får handlingen til at virke tættere på. De mener, at man efter de første par sætninger i førdatid roligt kan glide over i almindelig datid. Læserne lægger ikke mærke til, at det grammatisk set er forkert. Altså retter jeg mange sætninger til almindelig datid, samtidig med at jeg forsøger at sikre mig, at læseren alligevel ved, hvor vi er henne i tid.

Djævleord slettes

Djævleord er ord, som ikke føjer noget til betydningen, og som derfor er overflødige. Igen bruger jeg søgefunktion til at finde ord såsom: faktisk, bare, temmelig, egentlig, så, virkelig, jo, altså, ganske, meget, ret … (se flere på ”Bro blog”). Jeg går romanen igennem mhp ét djævleord ad gangen og sletter det i langt de fleste tilfælde. I daglig tale bruger vi tit djævleord, så jeg sletter dem sjældnere i romanens dialoger.

”Luftballonen var meget langt væk” er ikke et stærkere udsagn end ”Luftballonen var langt væk,” så ”meget” er overflødigt.

Ordet ”at” kan ofte undværes; jeg har slettet i snesevis fra mit manuskript.

Man bør egentlig altid luge djævleord ud. Teksten bliver faktisk temmelig meget bedre uden overflødigt fyld. 

***

For nylig talte jeg med et menneske, som blev overrasket over, at det tager mig længere tid at redigere bogen end at skrive den. Ja, endda meget længere! Det er godt, jeg kan lide at redigere.

De bedste hilsner fra Anne-Kirsten – med ønske om en god Store Bededags weekend.