Nr. 27: Hvorfor bruger jeg mit liv på at skrive?

ER DET FORDI JEG VIL VÆRE BERØMT?

Nej. Det har jeg hverken ambitioner eller realistiske forhåbninger om at blive. Den del af forfatterlivet, som handler om at vise ansigt, er jeg ikke vild med. I sin sidste bog ”Med egen hånd” fortæller Suzanne Brøgger om forfatteren og journalisten Martha Gellhorn, som mente, at en forfatter burde være privat – at det er ligegyldigt om forfatteren har to hoveder – hun skal bare læses og bedømmes på sin tekst. Men det er årtier siden. I dag er det en selvfølge og en nødvendighed at være en offentlig person, hvilket en forfatter har denne holdning til:

”Jeg hader at blive fotograferet. Jeg hader at vide at omtalen af min bog får en dårlig plads, om nogen overhovedet, hvis jeg ikke sender et lækkert billede af mig selv ud. Jeg hader at folk altid vil SE forfatteren, at man skal give noget af sig selv som privatperson … Jeg hader at skulle opføre mig som en dresseret abe, svinge med halen, for at folk gider læse mine bøger, for at de overhovedet opdager at de findes.” (Citat fra artiklen ”At være kvinde og forfatter er ligesom at være en abe” af Hanne Højgaard Viemose, fundet på litteratursiden.dk)

Jeg hader det ikke, men at stå frem er i hvert fald en udfordring og noget, der skal læres.

ER DET AF PLIGTFØLELSE?

Jeg skrev min første bog, Rundt om sklerose, med en følelse af at jeg havde pligt til at dele mine indsamlede informationer om og erfaring med alternative behandlinger mod sklerose, så folk ikke behøvede at føle sig magtesløse. Da jeg fik tilkendt førtidspension, var jeg næsten 20 år yngre end i dag og rystet over, at jeg ikke længere kunne bruges på arbejdsmarkedet, bare fordi jeg havde fået sklerose. Med udgivelsen af sklerosebogen følte jeg, at jeg bidrog med noget vigtigt til ligestillede og deres nærmeste.  

Men nu nærmer jeg mig folkepensionist-alderen og har ikke længere pligt til at yde. Jeg kan nu tillade mig at nyde. Jeg kunne strikke, sortere årtiers digitale familiefotos, skrive breve til pennevenner eller læne mig tilbage og slappe af. Så hvad motiverer mig til at skrive romaner?

JEG KAN LIDE AT SKRIVE, OG DET ER DÉT JEG KAN.

Jeg har det godt, når jeg skriver. Sommetider er jeg så opslugt, at jeg glemmer alt omkring mig. Når jeg forsvinder ind i romanens univers, forsvinder frustrationerne over det, jeg på grund af sklerosen ikke kan. Desuden er jeg mest tilfreds med mig selv på dage, hvor jeg har udrettet noget.

DET GIVER MIT LIV MENING, AT JEG BRUGER DET PÅ AT VIDEREGIVE (DELE AF) MIN GENERATIONS HISTORIE.

Selvom det er en roman, jeg skriver, er det interessant at se, hvordan min livshistorie hænger sammen med ”den store historie” – med samfundsudviklingen og med almindelige menneskers tilværelse og kampe. De materielle forandringer i min levetid har været store, men jeg synes, det er forandringerne i de mellemmenneskelige relationer, der er de mest interessante.

I ”Når svalerne flyver højt” vises, via karakteren Anne-Mette, den skolehistoriske udvikling fra de små landsbyskoler med ét klasseværelse (kaldet ”den stråtækte”) til de moderne centralskoler, som blev opført overalt i Danmark i 1960’erne. Pædagogikken forandredes gevaldigt, og i 1967 blev det forbudt lærerne at slå eleverne.

I starten af 60’erne var sex ikke noget, man talte om. En streng moral satte grænser for, hvad især kvinder kunne tillade sig, og homoseksualitet blev længe endnu anset for en psykisk sygdom. Selvom der sidenhen er sket meget, er der stadig ikke ligeret med hensyn til at udleve sin seksualitet. Det kunne være dejligt, hvis min roman medvirkede til at nedbryde seksuelle tabuer og fordomme.

MAJ MÅNEDS REGN OG KULDE VAR SKRIVE-VEJR

Maj blev tilbragt med fingrene på tasterne, så novellen til ”Brændpunkt” er næsten klar til at blive sendt til forlaget.

Jeg har genoptaget redigeringen af efterfølgeren til ”Når svalerne flyver højt” og er begyndt at spekulere på, hvad den skal hedde. En vittig bekendt, som jeg har fortalt, at bind to bl. a. handler om 70’ernes seksuelle frigørelse, foreslog ”Når trusserne blafrer” – men det skal den vist ikke hedde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.