32. At rejse tilbage i tiden via musik
Siden sidst
Siden sidste nyhedsbrev har mine romaner rigtigt fået vind i sejlene.
”At leve er ikke nok” har fået en lektørudtalelse (= bibliotekernes materialevurdering), som indledes således:
”Følg fire unge mennesker og deres liv, hverdag og drømme for fremtiden i denne dejlige roman, der henvender sig til de mange læsere af slægts- og familieromaner.”
Efter en beskrivelse af hvad bogen handler om følger lektørens vurdering:
”Romanen er velskrevet og har en detaljeret og beskrivende stil med sans for detaljerne. Tempoet er langsomt, og der er plads til at fordøje de fire unge menneskers historier, mens man læser.”
Otterup bibliotek har afholdt en forfatteraften, hvor jeg sammen med to andre forfattere fortalte om mit forfatterskab.
Odense Hovedbibliotek har i en læsekreds om historiske romaner debatteret ”Når svalerne flyver højt”, og den sidste halve time deltog jeg on-line, hvilket gav sådan et boost til selvtilliden, at jeg bagefter følte mig lettere og nærmest fløj op af lænestolen, da jeg skulle rejse mig.
Tilbagemeldinger fra læsere af ”At leve er ikke nok” viser, at den i lighed med min første roman vækker genkendelsens glæde. For eksempel udtaler én:
”Jeg klukkede flere gange, når jeg blev mindet om noget fra dengang, som jeg ellers havde glemt.”
At rejse tilbage i tiden via musikkens verden
Det er ikke kun litteratur, som kan sende én tilbage i tiden og skabe kontakt til en oplevelse, som har betydet meget for én. Det kan også være synet af kunst eller af en bestemt genstand, som genskaber følelser. En fysisk fornemmelse eller en duft kan på et splitsekund vække minder, så man ikke umiddelbart forstår, hvorfor man fik et sug i maven eller våde øjne. Om noget er musik en af de måder, hvorpå vi kan rejse i tiden.
Når jeg hører Jomfru Ane Bands ”Plutonium”, er jeg øjeblikkelig tilbage i 1970’erne. Det samme sker ved lyden af Trille, som fremfører ”Øjet” – den sang som fik DR anmeldt til politiet for blasfemi, da mange lyttere blev forargede og mente, den var en fornærmelse mod Gud.
”Slut op, nu fejrer vi den første maj” med Jan Toftlund får smilet frem og vækker ligesom Jesper Jensens og Arne Würglers ”Røde Wilfred” mindelser om et rødt årti. Eller prøv at høre ”Juanita” med Hoola Bandoola Band (Mikael Wiehe og Bjørn Afzelius).
Jeg har læst, at det er afslørende at oplyse, hvilken musik man foretrækker at høre, fordi det siger rigtig meget om én. I hvert fald kan jeg se, at i 1970’erne fortalte en persons musiksmag en historie om, hvem man var.
Der var stor forskel på de, der hørte ”Pink Floyd” eller ”Dire Straits” og de, der lyttede til jazz. Det var en tredje type, der elskede Bee Gees og disco-musik. Og så var der dem, som hørte Dansktop-musik såsom ”Smilende Sussie” eller ”Aldrig mer’ må jeg se dig”. Var det mon de samme, som kunne lide Lasse & Mathilde – eller Erik Grips ”Rose skal vi danse”? Den rå, støjende punkmusik var der endnu ikke så mange, der hørte, men ”The Sex Pistols” gav koncert i Danmark i 1977.
Hvad hørte du i din ungdom? Nu til dags kræver det ikke en stor pladesamling at have et bredt udvalg af musik; det er let at finde et musiknummer på nettet. Må jeg foreslå, at du sætter dig og lytter til et gammelt yndlingsnummer?
Jeg ønsker dig og dine en fortryllende julemåned! De bedste hilsner, Anne-Kirsten