35. Hvorfor al den snak om sex?

Der er delte meninger om sexscener

Det er en kendt sag, at der er delte meninger om, hvad god litteratur ér. En af de ting, der virkelig deler vandene, er sexscener.

Jeg ser læsere beskrive den samme bog så forskelligt som:

”Jeg brød mig ikke om de udpenslede sexscener. Det var plat og alt for meget.”

”Sexscener? Det lagde jeg ikke mærke til.” 

”Sexscenerne gav mening for mig. De viser, hvad xx er for en person.”

Sex i litteraturen bliver mere og mere almindeligt

I vores kultur skriver flere og flere forfattere åbent om deres romanfigurers sexliv. F. eks. er der en del sexscener i den anmelderroste ”Skønne verden, hvor er du?” fra 2021 skrevet af den irske forfatter Sally Rooney. Hun er kendt for de præcise beskrivelser af den nuværende ungdomsgenerations indre tanker og adfærd, og sexscenerne fungerer som et af midlerne til at karakterisere miljø og personer. De tegner et billede af nutidens måde at have sex på – en utrolig forsigtighed og en masse samtale undervejs: ”Er det her okay for dig”, ”Må jeg … ”, ”Kan du lide at …” etc.

Sally Rooney gør det på en måde, som de fleste læsere kan acceptere. Helt anderledes end den tysk-britiske forfatter Charlotte Roche, som debuterede med ”Vådområder” i 2008. Bogen er blevet kaldt en feministisk ny-klassiker på grund af dens usminkede beskrivelser af kvindekroppens væsker, men forargede sjæle har skældt den ud for at være den rene pornografi – hvilket den efter min mening ikke er.  

Censurkamp i USA

Deadline den 4. februar handlede om den censurkamp, der foregår i visse stater i USA. Ikke kun bøger, der opfattes som racistiske, men alle ”farlige” bøger ønskes fjernet fra skolerne. F.eks. forsøger de konservative, ny-puritanske bevægelser at få bøger med eksplicit seksuelle afsnit forbudt, fordi de ikke vil have, at unge skal læse den slags.

At den amerikanske holdning til seksualitet afviger fra den skandinaviske ses tydeligt i den litteratur, der produceres. Amerikanske bestsellere er som regel skrevet på en måde, som den typiske amerikanske læser kan acceptere. Det gælder f.eks. ”Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens, der får så forskellige læservurderinger som ”En super skøn bog” og ”Den er rædsom! Det værste jeg har læst!”

Hovedpersonen er en pige, der vokser op helt alene i North Carolinas sumpskov; hun er med andre ord et naturbarn. Som ung kvinde bliver hun fundet af en ung mand, og langsomt opbygges hendes tillid til ham. Da de første gang føler sig tiltrukket seksuelt af hinanden, giver hun sig ikke hen til ham med den seksuelle nysgerrighed, som et naturbarn ville gøre, men bliver pludselig så knibsk, som havde hun været underlagt Victoriatidens bornerte pigeopdragelse. Det slog mig som besynderligt og uægte – især da den udkom i 2018.

Forbløffende fravær af sex

I ældre litteratur er der sjældent sexscener; højst vage hentydninger til emnet. Spoiler alert: Læs ikke næste afsnit, medmindre du er okay med, at centrale dele af handlingen i ”Katrina” af Sally Salminen afsløres.

”Katrina”, som udkom i 1941, indledes med en beskrivelse af, hvordan Katrina forelskede sig i sømanden Johan, hvorpå de ”spadserede ned til Præsten en Lørdag Aften og blev viet, uden at der bagefter blev holdt Gilde.” Umiddelbart efter rejser de nygifte til Johans ydmyge hytte, hvor han låser Katrina ind og straks drager videre for at påmønstre. På intet tidspunkt udveksler de så meget som et kys. Og pludselig, nogle sider længere fremme står der: ”Ja, nu vidste hun sikkert, at hun skulle have et Barn.”

Hvad? Hvor kom det fra? Læseren har ikke fået den mindste antydning af, at Katrina og Johan har fuldbyrdet deres ægteskab, som det hedder med den tids sprogbrug. Jeg bladrede tilbage og granskede teksten: Hvornår havde de mulighed for at dyrke sex? Jeg opdagede, at der var kapitelskift mellem vielsen og afrejsen, at der faktisk var et tidshop på et døgns tid. Det fik mig til at smile ad min forbløffelse og indse, at jeg er blevet så vant til at læse sexscener, at det forekom mig kunstigt, når en så vigtig hændelse som en bryllupsnat ikke blev beskrevet. Jeg havde læst en ældre roman med nutidige øjne, men fraværet af enhver antydning om sex har naturligvis ikke overrasket datidens læsere.

Hvorfor al den snak om sex i mine romaner?

En af mine læsere har udtalt: ”Jeg kan godt lide den måde, du skriver på. Så lige ud af posen om sex.” Sandsynligvis er der også læsere, som ikke bryder sig om sexscener eller finder sex kedeligt at læse om. Der er trods alt ikke flere detaljerede sexscener i mine romaner end, at det er muligt at springe dem over – dog ikke uden at gå glip af væsentlige pointer. Der er gode grunde til, at mine romaner indeholder sexscener:

  • Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle skrive om overgangen fra barn til teenager og derpå til en ung voksen uden at beskrive seksualitet og de tanker, hovedpersonerne gør sig om det. Det er vel den livsfase, hvor seksualitet naturligt fylder mest.
  • Vi opfatter sex som noget privat, men faktisk er den måde vi har sex på og det forhold vi har til vores krop præget af det samfund vi lever i, så sexscenerne bidrager til at uddybe både personkarakteristikkerne og skildringen af tiden og miljøet.
  • Sexscenerne i ”Når svalerne flyver højt” og i ”At leve er ikke nok” skulle gerne sig noget om 60’ernes og 70’ernes syn på og praksis omkring sex. Der er sket fremskridt siden da, men der er stadig et stykke vej til seksuel ligestilling: En undersøgelse viser, at 95 % af mænd i heteroseksuelle forhold får orgasme, når de har sex med deres partner, mens kun 65 % af kvinderne gør. I lesbiske forhold opnår begge kvinder orgasme i lige så høj grad som mændene i heteroseksuelle forhold, så det er altså ikke fordi kvinder har sværere ved at opnå orgasme end mænd. Vil du vide mere om dette, kan du google ”Sara Skårup og orgasmekløften”.
  • Selvom emnet ikke er så tabubelagt som førhen, har vi stadig for svært ved at tale om det, og det vil jeg gerne være med til at lave om på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.