36. Skrivelysten forsvundet og genvunden

Når virkeligheden dræber skrivelysten

I marts måned har jeg oplevet noget, som jeg ikke har prøvet før: Jeg mistede lysten til at skrive!

Med krig i Ukraine føltes det så ligegyldigt, om min næste roman skulle udkomme eller ej. Det er første gang virkeligheden har overvældet mig i en grad, så det kvalte min motivation.

Heldigvis skriver jeg ikke under tidspres, så jeg kunne tillade mig at holde pause og acceptere, at det var svært at tænke på meget andet end de stakkels mennesker i Ukraine. Krigen fik mig til at læse bøger, jeg ellers ikke ville have læst. For eksempel læste jeg en af Leif Davidsens romaner for at få viden om konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Min følelse af magtesløshed aftager ved at gøre, hvad jeg synes, jeg kan gøre i forhold til krigen. 

Mine vanskeligheder med skrivelysten bearbejdede jeg ved dels at genlæse kommentarer og beskeder fra mine læsere; det er da motiverende, at der er mennesker som glæder sig til at læse bind tre. Dels ved at genlæse anmeldelser: En bogblogger gav ”At leve er ikke nok” fem ud af fem stjerner og skrev, at den ”er en jubel at læse”. Det giver håb om, at næste bind også har sin berettigelse.

Måske påvirker det også skrivelysten, at jeg denne gang ved, hvad jeg går ind til. Jeg kan se hele processen for mig og ved, hvor stort et arbejde, der venter mig. Det i sig selv virker overvældende. En af løsningerne er at huske mig selv på, at ”en rejse på tusind mil starter med et enkelt skridt” og nøjes med at fokusere på et skridt ad gangen.

Karakter-opbygning

Jeg er så langt, at jeg nogenlunde ved, hvad hver af mine hovedpersoner skal komme ud for i løbet af 1980’erne, og hvordan de udvikler sig.

For tiden er jeg i gang med at skabe en ny karakter. Selvom det blot er en biperson, skal hun være en hel person i mit hoved for at virke ægte på læserne.

På nettet findes skabeloner, forfattere kan udfylde som led i opbygningen af en romankarakter. Desuden har jeg læst tre bøger og en del avisartikler om Tvind-skolerne, da det er en person, som har været med Den Rejsende Højskole i Sydamerika i 1978.

Det har taget mig lang tid at skrive mig ind på hende, og jeg følte, at jeg ikke kunne få greb om hende. I den situation er der ikke andet at gøre end at skrive løs – og sortere i det senere. Pludselig blev hun levende. Nu ser jeg hende tydeligt for mig og ved, hvad hun er for en.