40. “Skriveophold” & læseanbefalinger

.

”SKRIVEOPHOLD” HERHJEMME

Nogle forfattere tager på skriveophold, også kaldet skriverefugium, hvor de i rolige omgivelser og på afstand af den normale hverdag kan koncentrere sig om at skrive. Det er jeg afskåret fra, fordi jeg sidder i kørestol, men denne sommer har jeg lavet to ”skriveophold” herhjemme. Et på fem døgn og et på fire. Jeg havde arrangeret mig, så jeg havde mest mulig tid at skrive i. Køleskabet var fyldt op, og jeg havde forberedt retter, som var lette at varme. Jeg lod dagligdagens sædvanlige gøremål ligge og foretog mig intet andet end at skrive, spise, sove og ind imellem trække en mundfuld frisk luft i min skønne have.

Det var både utroligt effektivt og dejligt. Når man arbejder så uforstyrret, bliver man ikke revet ud sine tankerækker og sin stemning. På den måde blev både spisepauser og frikvartererne i haven produktive: Selvom jeg ikke sad foran skærmen, kunne en god idé eller en god formulering pludselig poppe op.

Jeg har også været på rejse – i bøgernes verden. Faktisk kom jeg vidt omkring, som det fremgår herunder, hvor jeg fortæller om de tre bedste bøger, jeg læste i august.  

,

LÆSEANBEFALINGER

Stine Askov: ”Nøjsomheden”

Hovedpersonen Mona arbejder i en boghandel og bor i boligkvarteret ”Nøjsomheden”, der af nogle kaldes en ghetto. Hendes mor, som bor samme sted, er psykisk syg og jævnligt indlagt, så Mona har i perioder af sin barndom boet hos sin moster og dennes søn (=Monas fætter).  Mona har et tæt forhold til sin moster, som desværre lider af uhelbredelig cancer. Monas fætter handler med stoffer og færdes i kriminelle kredse, som dermed også er en del af Monas omgangskreds. Da Mona forelsker sig i den litteraturstuderende Nikolai, som bor i Helsingør hos sine forældre i en stor villa ned til stranden, er der virkelig kultursammenstød.

En flot beskrivelse af klasseforskelle i dagens Danmark – med respekt for ”underklassen” og for outsidere, som portrætteres med forståelse for deres skæbner.  

.

Kristin Hannah: ”De fire vinde”

Romanen foregår i starten af 1930’erne. Hovedpersonen Elsa er blevet forladt af sin mand og bor sammen med sine to børn og sine svigerforældre på en gård i Texas. Det er hårde tider på grund af den økonomiske depression, men de klarer sig takket være jordens afgrøder og deres husdyr. Men så opstår der ekstrem tørke; intet kan gro og deres dyr dør af sult. Voldsomme støvstorme overdænger dem med mellemrum med sand og flår bygningerne i stykker. Tvunget af omstændighederne begiver Elsa sig ud på en lang, farefuld rejse med sine børn for at komme til Californien. Der bliver de som tusindvis af andre migrantarbejdere indkvarteret under usle forhold og må sælge deres arbejdskraft for en løn, som man knap kan eksistere for. Samtidig er de forhadte af lokalbefolkningen, og myndighederne slår brutalt ned på dem, som kræver en ordentlig løn og agiterer for oprettelse af en fagforening. 

Kristin Hannah skriver medrivende om en kvinde som vokser i takt med strabadserne, om moderskab og mor – datter forhold, om fattigdom, migration og social uretfærdighed. Her er også klasseforskelle og kultursammenstød.

At læse om 1930’ernes tørke i USA gjorde det meget konkret, hvordan mennesker på Afrikas Horn må have det i øjeblikket. Landene dér lider under alvorlig tørke, fordi der ikke er faldet regn tre år i træk. De står overfor en gigantisk sultkatastrofe. Nødhjælpsorganisationer vurderer, at mere end 1,7 millioner børn under 5 år er så underernærede, at de risikerer at dø af sult.

.

Gulbahar Haitiwaji: ”Fange nummer ni” – med undertitlen: ”Hvordan jeg overlevede en kinesisk genopdragelseslejr”

Denne bog gjorde det største indtryk på mig. Det er ikke en roman, men en personlig beretning. Fortælleren Gulbahar har sammen med sin mand og sine to voksne døtre forladt Kina og bosat sig i Paris for at undslippe den voldsomme undertrykkelse og kontrol, de udsættes for, fordi de tilhører den befolkningsgruppe, som kaldes uighurer. Under falske forudsætninger lokkes Gulbhar tilbage til Kina, hvor myndighederne inddrager hendes pas og anholder hende. Under forhørene viser de hende et billede af hendes datter midt i en parisisk demonstration imod Kinas uhyrlige behandling af uighurerne. (De kinesiske myndigheder har spioner alle vegne, også i Europa).

Gulbahar tilbageholdes på en anklage om, at hendes datter er terrorist. Hun fastholder sin datters uskyld, men sendes i fængsel, hvor hun mister de mest elementære rettigheder og udsættes for systematisk hjernevask. Fangerne anbringes i barakker uden vinduer, overvåges af kameraer døgnet rundt (lyset slukkes aldrig) og har forbud mod at tale deres eget sprog. Mange af de ting, de udsættes for, er ufatteligt horrible (og jeg vil ikke beskrive dem her). Gulbahars ældste datter kæmper for at få sin mor løsladt, blandt andet ved at gøre offentligheden opmærksom på hendes sag. Gulbahar får af de kinesiske myndigheder ordre til at stoppe datterens offentliggørelser, hvilket hun gør, men datteren arbejder videre på andre måder, og efter syv år lykkes det at få Gulbahar ud af Kina.  

Jeg hørte for første gang om uighurerne for nogle år siden og vidste godt, at der var tale om grufulde interneringslejre, men læsningen af ”Fange nummer ni” var rystende. Det er værre, end jeg troede.

Uighurerne bor i Xinjiang, et område som Kinas kommunistparti i 1949 indlemmede som provins i Kina med løfte om selvstyre – hvilket de reelt aldrig har fået. Xinjiang har enorme naturressourcer (olie og gas), og Kina har siden 1990’erne flyttet millionvis af hankinesere (den etniske gruppe som de fleste kinesere tilhører) dertil for at udnytte naturressourcerne.

I 1949 var 75 % af befolkningen uighurer og 6 % hankinesere. I 2020 var der knap 45 % uighurer og 42 % hankinesere (men reelt er der flere hankinesere, for mange er registreret som bosiddende i Beijing, selvom de bor og arbejder i Xinjiang). 

Uighurerne har i årevis protesteret mod det, de ser som kinesisk undertrykkelse af deres kultur, religion og sprog. Samtidig føler de sig økonomisk marginaliseret i forhold til det stadigt stigende antal hankinesere. Der har været en stribe blodige sammenstød mellem militante uighurer og de kinesiske myndigheder, og mange mennesker er døde under de etniske uroligheder.

Siden 2016 er undertrykkelsen af uighurer eskaleret voldsomt, blandt andet ved vilkårlige anholdelser og anbringelse i interneringslejre, som fra 2017 blev voldsomt udbygget. Nogle Kina-kritikere mener, at Kina forfølger og internerer uighurerne i lejre for at nedbryde deres kultur og systematisk arbejder på nedbrydning af et folkeslags moral. Andre kalder det langsomt folkemord.

Det kinesiske kommunistparti siger, at der er tale om bekæmpelse af islamisk ekstremisme, og at lejrene er uddannelsescentre.

Vestlige medier, menneskerettighedsorganisationer og aktivister har igen og igen fremlagt eksempler på brud på fundamentale menneskerettigheder: Beretninger om tortur og overvågning, systematisk voldtægt af kvinder, tvangsfjernelse af børn, overvågning og aflytning af al kommunikation.

Amnesty m. fl. vurderer, at over en million uighurer og andre etniske mindretal har været i lejrene. Andre sætter tallet til op mod to millioner.

Oplysningerne til ovenstående har jeg fra denne artikel: https://politiken.dk/udland/art8593977/Men-hvem-er-uighurerne-egentlig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.