42. Hvordan gør man sin roman langtidsholdbar?

.

Siden jeg begyndte at skrive bøger, har jeg naturligvis interesseret mig for forfatterhåndværket. Jeg har læst fagbøger og artikler om at skrive, lyttet til podcasts om eller med forfattere, set TV-programmer om litteratur, fulgt debatter blandt forfattere på de sociale medier samt set hundredevis af YouTube videoer med gode skriveråd.

For nylig så jeg en video om, hvordan man sikrer sig, at ens roman også bliver læst udover den korte periode, hvor den har nyhedens interesse. Med andre ord hvordan man gør den langtidsholdbar. Ét af rådene handlede om ikke at bruge tidsmarkører, dvs nævne politikere, berømtheder, filmtitler, TV-programmer, etc. Begrundelse: om ti – tyve år siger det ikke læseren noget.

Janne Teller

Det fik mig til at tænke på Janne Tellers ungdomsroman ”Intet”, som udkom første gang i 2000 på Dansklærerforeningens Forlag. Den er skrevet uden referencer til tid og sted, og det fungerer, fordi dens tema er ét universelt spørgsmål: Er livet meningsløst, eller ér der noget, som har betydning? Læseren har ikke brug for at vide, hvor eller hvornår den foregår. Ifølge omslaget er den udgivet på 30 sprog og solgt i mere end halvanden million eksemplarer på verdensplan, hvilket måske kunne hænge sammen med den tid- og stedløse skrivestil.

Annie Ernaux

Annie Ernaux, den franske forfatter som netop har modtaget Nobelprisen i litteratur, kaldes ”en udsøgt erindringskunstner, der med ord fremmaner tabte tider.” Det gør hun i høj grad ved hjælp af tidsmarkører: politiske begivenheder, navne på berømtheder og politikere, hvilke film man så, hvilken musik man hørte, hvilke bøger der blev brugt i skolerne, tidstypiske ord og vendinger, hvilke mærker af toiletartikler, parfume, tandpasta og vaskepulver man brugte. Annie Ernaux er født i 1940, og den ældre læser vil igen og igen nikke genkendende.

Hendes erindringsroman ”Årene” betragtes som et moderne mesterværk. Den udkom på fransk i 2007 og på dansk i 2021 og handler om en fransk kvindes liv fra 1940’erne og frem. Romanen er en blanding af personlig erfaring og kollektiv historie og viser sammenhængen mellem det dybt personlige og det tidstypiske og fællesmenneskelige.

Det er sikkert rigtigt, at mange af tidsmarkørerne næppe vil sige unge, fremtidige læsere noget, men Annie Ernaux beskriver genkendelige følelser og kredser om almenmenneskelige, til dels tidløse temaer såsom at være ung, at bevæge sig væk fra sit hjem og ud i verden, at uddanne sig, at forelske sig og danne par, at få arbejde, at få børn, at blive skilt, at blive ældre.

Amalie Skram

Jeg har netop genlæst en roman, som udkom i 1885 – blandt andet for at se, hvad det er, der gør den langtidsholdbar. Amalie Skrams roman ”Constance Ring” anses for en klassiker og er kommet i en ny udgave. For det første blev jeg overrasket over at finde romanen spændende. Det er imponerende, at en 137 år gammel bog kan fængsle en nutidig læser. At en bog er underholdende er ”nok” for mig, men ”Constance Ring” kan meget mere: give indsigt i 1880’ernes kvindesyn, i den tids store ulighed mellem mænd og kvinder, den kønslige dobbeltmoral og kvinders vilkår i ægteskabet.

Amalie Skram skildrer, hvordan det var socialt acceptabelt, at ugifte mænd gjorde sig seksuelle erfaringer, mens kravet til ugifte kvinder var kyskhed. En mand belærer hende: ”Du véd jo, Constance … at mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke bør gøre det.”

Romanen kritiserer dobbeltmoralen i, at utro hustruer blev kaldt letfærdige, løsagtige, usædelige, mens der blev set gennem fingre med ægtemænds utroskab. Da Constance siger til præsten, at hun vil skilles på grund af sin mands utroskab, siger han: ”En kristen Kvinde forlader aldrig sin Mand.” Constance spørger: Hvad nu hvis det var kvinden, der var utro? ”Præsten svarer: ”Her er Forholdet forskjelligt. – Naar en Kvinder falder paa dette Omraade, røber det en saa stor Fornedrelse, en saa dyb moralsk Fordærvelse, at hendes Nærværelse i Hjemmet maa anses for besmittende.”

Min farmor var født i 1890 og læste måske Amalie Skram. I hvert fald er hun vokset op i en tid med sådanne holdninger til kvinders seksualitet. Det er en eftertanke værd, hvor meget der stadig hænger ved. Er vi helt fri af den kønslige dobbeltmoral?  Eller er der også i dag forskel på, hvad drenge og piger – mænd og kvinder – kan tillade sig seksuelt?

Både romaner med tid- og stedløs skrivestil og romaner med mange tidsmarkører kan være langtidsholdbare. Det er næppe dét, som afgør romanens skæbne.