49. Hvordan får jeg idéer?

.

Hvordan får du idéer til dine romaner?

Sådan lyder et af de spørgsmål, folk stiller mig. Eller: Kan du blive ved at finde på noget at skrive?

Ja, jeg får flere idéer, end jeg kan nå at bruge. Ofte dukker en idé op, uden at jeg ved, hvad der har inspireret mig til den. Sandsynligvis noget jeg har læst, en film jeg har set, et foredrag jeg har hørt, en samtale eller oplevelse jeg har haft. Desuden er der en række ting, jeg gør for at udvikle idéer:

For det første laver jeg research om den tid, som min roman foregår i

Min kommende roman foregår i 1980’erne og ved at læse fagbøger og se dokumentarudsendelser om årtiet får jeg idéer til, hvad mine hovedpersoner skal opleve. Ved at skimme forskellige avisers arkiv får jeg indblik i, hvilke emner der var aktuelle på den tid. Desuden læser jeg socialrealistisk skønlitteratur udgivet i og omhandlende 1980’erne. Det er også med til at give mig et billede af tiden, og desuden godt til at komme ind i det sprog, som blev talt på det tidspunkt. For eksempel tilhører udtryk såsom: Det er mageløst – Det er kodylt – Det er megasejt – hver sin tid, og (nogle) læsere vil bemærke det, hvis sproget ikke er tidssvarende.

For det andet sætter jeg mig ind i, hvad der kendetegner den livsfase, som mine hovedpersoner ér i

Ved romanens start er min yngste hovedperson 18 år, og da den slutter, er han 28. I den fase af livet flytter man typisk hjemmefra og vælger uddannelse. Måske er man ude at opleve verden, måske finder man en partner. De ældste romankarakterer er 25 – 35 og 28 – 38 år. Det er de år, hvor man typisk er i starten af sit arbejdsliv, stifter familie og bosætter sig. At læse om livets faser giver også idéer til, hvad mine hovedpersoner skal komme ud for.

For det tredje forsøger jeg at lære de miljøer at kende, som mine hovedpersoner færdes i

Det gør jeg blandt andet ved at læse tidsskrifter, som udkom i det årti og blev læst i de miljøer, som jeg sætter mine personer i. På den måde lærer jeg miljøets jargon at kende og får indblik i, hvordan forskellige grupperinger forholdt sig til tidens spørgsmål og problematikker.

For det fjerde bruger jeg interviews

Når jeg skal skrive om noget, der ligger langt fra min egen erfaringsverden, interviewer jeg et menneske, som på egen krop har levet i det, jeg vil skrive om. Det gør, at jeg er i stand til at beskrive det mere ægte og levende. Sommetider får jeg gode historier eller idéer forærende. Det er naturligvis uetisk at bruge andres historier, medmindre man har fået lov. Og desuden farligt: Jeg mindes en Barnaby-film, hvor en forfatter bliver myrdet, fordi han har skrevet en roman baseret på en livshistorie, som er blevet ham betroet, dengang han arbejdede som psykolog. J

Sidst, men ikke mindst, trækker jeg på egne erfaringer og erindringer

Egne erindringer kan danne afsæt for romanidéer; både erindringer om 1980’erne og erindringer om, hvad jeg selv var optaget af, da jeg var i 20’erne og 30’erne. Nogle læsere tror, at dét en forfatter skriver, på en eller anden måde er selvoplevet, men det behøver ikke være tilfældet. Generelt har forfattere en god fantasi, for den udvikler sig ved at blive brugt.