52. Romanslutninger

.

Hvordan har du det med slutninger? Altså romanslutninger.

For mig er slutningen vigtig. Ofte læser jeg i spænding med hensyn til, hvordan det hele ender.

Sædvanligvis er en roman bygget op med en start, som antyder et problem eller en konflikt, dernæst en midte hvor problemerne spidser til, og så en slutning indeholdende en løsning.

Krimi og romance

Læser man en kriminalroman, forventer man, at forbrydelsen opklares – selvom det ikke altid er tilfældet i virkelighedens verden.¹⁾

Ville man ikke føle sig snydt, hvis man ikke fik at vide, hvem der var morderen?

I genren ”romance”, som p.t. stormer frem, fortælles en kærlighedshistorie med en lykkelig, eller i det mindste håbefuld, slutning.

Ville man ikke føle sig skuffet, hvis de elskende ikke fik hinanden til sidst?

Åbne slutninger

Det handler ikke om, at jeg helst vil have lykkelige slutninger. En sørgelig eller mørk slutning kan også være på sin plads. Men jeg bryder mig ikke om såkaldt ”åbne” slutninger, der får mig til at tænke: ”Hov, hvor er slutningen? Har nogen revet de sidste sider af bogen ud?”

Jeg foretrækker bøger, der slutter med en afrunding af en slags, i det mindste med en antydning af håb om en fremtidig løsning eller et fingerpeg om romankarakterernes videre udvikling. Jeg læser oftest socialrealistiske romaner, så det er måske derfor, jeg sommetider ramler ind i, hvad jeg kalder ”bøger uden slutning”. Pludselig er der bare ikke mere. Sådan kan det være i virkelighedens verden: nogle af vores projekter, oplevelser, relationer m.m. slutter uden afklaring eller afrunding, men så realistiske bør romaner efter min mening ikke være.

”Dit fravær er mørke”

Som eksempel vil jeg bruge den ellers udmærkede roman ”Dit fravær er mørke” af den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson. Han er berømt og prisbelønnet, så det vil ikke rokke ved hans anseelse med et mulehår, at jeg finder hans slutning utilfredsstillende.

I nævnte roman vender fortælleren tilbage til det sted på Island, hvor han tidligere har boet. Han har været længe væk og har mistet hukommelsen. Som læser er jeg naturligvis spændt på, hvem han ér, hvordan han har fået hukommelsestab, og hvilken relation han har eller haft til romanens øvrige personer.

På sidste side siger fortælleren: ”Der er stadig så mange uklarheder, så meget ubesvaret. Så meget tilbage. Hvad med Svana, Eriks mor, og hvad med … ” En anden af romanens karakterer afbryder ham: ”Selvfølgelig er der mange uklarheder, og selvfølgelig er der meget ubesvaret. Sådan må det nødvendigvis være. Det ved du lige så godt som mig. Ellers har vi ingen grund til at fortsætte.”

Som læser har jeg tygget mig igennem 564 sider – uden at få svar på mine spørgsmål – og føler mig snydt.