56. a) Hvem skriver jeg til? b) AIDS-research.

Da jeg for næsten ti år siden begyndte at skrive det, der skulle ende med at blive min første roman, skrev jeg løs for min fornøjelses skyld – uden at tænke på, hvem der skulle læse det. Men så snart man lægger sit manuskript i professionelle hænder, bliver man spurgt: Hvem er din målgruppe? Hvem skriver du til? Hvem vil din roman interessere?

De spørgsmål har jeg altid haft det svært med. Jeg læser gerne bøger om at skrive, og jeg følger adskillige forfattere, som på de sociale medier giver gode råd til andre skrivende. Her fandt jeg på et tidspunkt en idé til, hvordan man bliver bedre til at skrive med en bestemt målgruppe i tankerne. Idéen gik ud på at klippe billeder af sin typiske læser ud – fra tidsskrifter og blade – og hænge dem på sin væg eller opslagstavle, så man kunne se dem fra sit skrivebord. Jeg gik i gang med saksen og fik lavet en fin collage med forskellige, ukendte ansigter.

MEN synet af mulige læsere virkede blokerende. Foto-collagen gjorde det så konkret, at der var nogen, der skulle læse mine skriverier, og jeg begyndte at tænke på, hvad de ville mene. Jeg endte med at hive billederne ned igen og fortsætte med at skrive uden at forsøge at gætte på, hvem mine læsere er, og hvad de interesserer sig for. Ifølge bibliotek.dk vil mine romaner ”tiltale læsere af familie- og slægtsromaner.”

”VEJE AT GÅ” – kapitlet om 1984

Her i januar skriver jeg på et kapitel, som foregår i 1984. Mine hovedpersoner er hér 32, 29, 26 og 22 år gamle og dermed i starten af voksenlivet, hvorfra der er mange veje at gå.

For tiden forsøger at leve mig ind i, hvilke betingelser forelskelse, kærlighed og seksualitet havde i 1980’erne. Den seksuelle frigørelse, som begyndte i slutningen af 60’erne og voksede i 70’erne med fri abort og p-pillen samt spirende accept af ikke-heteroseksuelle, tog en hård opbremsning i 1980’erne med fremkomsten af AIDS.

I 1984 blev sygdommen beskrevet således: Fra en person får diagnosen AIDS til han er død, går der typisk 6 til 9 måneder. Ingen effektiv behandling kendes, og meget få ofre har levet mere end to år med sygdommen. Ingen har overlevet mere end tre år.

Frygten og usikkerheden var naturligvis enorm, især da man i starten ikke vidste, hvordan sygdommen smittede. En skræk for den livsfarlige smitte og en stigmatisering af homoseksuelle mænd spredte sig i hele befolkningen.

(I dag regnes det for en kronisk sygdom med en overlevelse, der stort set svarer til resten af befolkningens, hvis man følger den medicinske behandling og ikke har andre sygdomme.)

Det er tungt stof at researche til og skrive om, men bestemt ikke kedeligt. Som forfatteren Jerry Jenkins siger: Hvis du selv keder dig, så ér din læser faldet i søvn.

De bedste hilsener fra Anne-Kirsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *