59. Unges mistrivsel

Jeg har netop set TV-dokumentaren ”Pigerne på psyk” om to unge pigers indlæggelse på en afdeling tilknyttet et Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. De indlagte piger har selvmordstanker og påfører sig selv fysiske skader, for eksempel ved at skære i sig selv.

Da jeg var ung i 70’erne, hørte jeg aldrig om nogen, der gjorde selvskade. Jeg tror slet ikke begrebet ’selvskade’ fandtes. I dag er det tilsyneladende almindeligt, og en række forskere og undersøgelser viser, at unges trivsel er dårligere i dag end førhen. Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser er steget med 35 % i løbet af det sidste årti. Det er piger og unge, hvis familie er lavt placeret i samfundet rent socialt, der har det sværest.

At være ung er et centralt tema i min næste roman, vel at mærke: At være ung i 1980’erne. Jeg kan naturligvis ikke lade være at tænke over forskellen på den tids ungdomsliv og nutidens og har gravet lidt i eventuelle årsager til, at nutidens unge mistrives i højere grad end førhen.

Lederen af Center for Ungdomsstudier tillægger den øgede individualisering af samfundet en del af skylden: ”For 20 år siden gav mange unge samfundet skylden, hvis de var i krise. I dag giver de unge sig selv skylden.” Den holdningsændring tror jeg, kunne være én af mange grunde.

I ovennævnte TV-udsendelse blev de sociale medier nævnt som en årsag. I 1980’erne fandtes hverken internet eller mobiltelefoner. I dag bruger unge meget tid på de sociale medier, hvor de sammenligner sig selv, deres kroppe og deres liv med andres. Internettet har skruet op for de forventninger unge har til sig selv og livet. I 80’erne kunne vi også sammenligne os med andre, men det var med personer vi så eller kendte fysisk. Virkelige personer er ikke perfekte, men har også svagheder og problemer, så  det blev lidt mere nuanceret end nutidens retoucherede billeder på de sociale medier.

Det hævdes, at nutidens unge lider af klima-angst og derfor kan føle sig magtesløse og bange for fremtiden, men jeg vil mene, at unge i 80’erne levede med frygten for atomkrig eller udslip fra et atomkraftværk, så dér finder jeg ikke den store forskel.

Men nutidens unge er vokset op i ”konkurrencesamfundet”, hvor der er større faglige krav til deres præstationer. Kravene til et højt karaktergennemsnit er blevet skrappere, og de unge har et andet forhold til uddannelse og jobplanlægning end min tids ungdom. I min universitetstid drejede det sig ikke om at få topkarakterer eller om at tilrettelægge sin uddannelse efter erhvervslivets ønsker. Friheden på studiet var stor, og vores valg var baseret på, hvad vi fandt interessant og værd at studere for vores egen personlige udviklings skyld.

I 1980’erne var der ingen begrænsning på, hvor mange uddannelser man tog, eller hvor længe man måtte være om sin uddannelse. For eksempel havde jeg læst til engelsk og fransk korrespondent, inden jeg startede på universitetet. Dér var et hovedfag normeret til fire år, men jeg var seks år om det, fordi jeg havde studiejob ved siden af og havde gang i mange andre ting. Og jeg modtog SU i alle mine studieår.

Siden er der indført et SU-klippekort på videregående uddannelser, og unge presses af ”Fremdriftsreformen”, som blev indført i 2014. Folketinget vedtog denne ’Reform af SU-systemet og rammerne for studiegennemførsel’ for at få studerende til at gennemføre deres uddannelse hurtigere. For eksempel blev det et krav, at man skulle være fuldtidsstuderende under hele studiet.

På trods af undersøgelser, som viser, at unge mellem 16 og 24 år har et højt stressniveau, har Folketinget netop vedtaget en reform, som fjerner det sjette SU-år. Fra 2025 har studerende kun SU-klip til det normerede antal studieår på deres uddannelse. Det betyder, at hvis man dumper en eksamen, kan man risikere at stå over for en reeksamen – samtidig med, at man tager nye fag. Det betyder også, at man kan få problemer, hvis man fortryder sit uddannelsesvalg. Starter man på en anden uddannelse, risikerer man ikke at have klip nok.  

Samtidig med nutidens forventning om, at man vælger den rette uddannelse med det samme og om, at man er en effektiv studerende, er det blevet sværere for dem, som falder ved siden af. Engang blev skolegang og uddannelse ikke anset for så vigtig som i dag. Der bliver færre og færre ufaglærte job, og der er få alternativer til at tage en uddannelse.

Via researchen til min næste roman er jeg blevet imponeret over 1980’er-ungdommens vilje og evner til at danne fællesskaber udenfor det ”normale” samfund, som var præget af mangel på boliger og uddannelsespladser og en stor ungdomsarbejdsløshed. Hér er i øvrigt endnu et område, hvor kravene er skærpet: I 2010 ændrede Folketinget dagpengeperioden fra fire til to år.

Der er naturligvis langt flere forskelle på 1980’ernes ungdomsliv og nutidens, end jeg har nævnt. Er det for eksempel ikke blevet lettere at få fat i stoffer af forskellig slags?

Mon den psykiske mistrivsel hænger sammen med, at børn og unge i dag lever et meget institutionaliseret liv? At vores børn aldrig før i historien har tilbragt så stor en del af deres dag væk fra sine forældre, endda sommetider i institutioner med dårlig normering.

Kan det spille en rolle, at nutidens unge er mere stillesiddende end 80’ernes ungdom, hvor der ikke var mulighed for at tilbringe timer foran en skærm? Jeg tror, det gavner det mentale helbred at være fysisk aktiv.

En af mine kæpheste er sund kost, og jeg håber, at ernæringspsykiatri vinder indpas, og at alle får større viden om sammenhængen mellem kost og psykisk helbred. Jeg kan blandt andet anbefale bogen ”Spis dig glad” skrevet af Marianne Fjordgård.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *