Anmeldelser

.

 

Bogblogger Randi Glensbo på www.randiglensbo.dk

Når svalerne flyver højt er en virkelig velskrevet og læseværdig roman fuld af atmosfære. For de fleste, der har været barn og ung på landet i perioden fra 1960-1972, vil bogen være en tur ned ad Memory Lane. Personligt kunne jeg i hvert fald genkende virkelig meget fra min egen barndom og ungdom, og en masse erindringer kom op til overfladen, mens jeg læste. Anne-Kirsten Brønserud har med sin roman tegnet det fineste tidsbillede. Det har været en fornøjelse at læse romanen, og jeg vil anbefale den på det varmeste. Jeg glæder mig meget til den næste bog, for jeg vil gerne vide, hvordan det går Bjarne, Anne-Mette, Mie og Henner videre i livet.

 

Skriv For Livet ved bogblogger og redaktør Louise H. A. Trankjær 

Anne-Kirsten Brønserud er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet.

 

seksualitet seksualitet seksualitet 60’erne 60’erne 60’erne

Forlaget Esectrum ved Henrik Kostow 

Med sine i alt 400 velskrevne sider er romanen ”Når svalerne flyver højt” af Anne-Kirsten Brønserud at betegne som en ikke mindre end fremragende barndoms- og ungdomsroman, der uden tvivl opfylder dét, enhver forfatter drømmer om: Nemlig ikke blot at fange læserens interesse fra de første sider, men også at fastholde læseren lige indtil man rammer sidste side. Men det er ikke desto mindre dét, Anne-Kirsten Brønserud formår med denne roman. Lige fra den katastrofale gårdbrand i romanens prolog til nytårsaften 1972/73, som de sidste sider beskriver, forbliver ens interesse intakt, hvilket i sig selv er en litterær kraftpræstation af de helt store. Især når man tager bogens sidemæssige omfang i betragtning.

Også når det drejer sig om romanens persongalleri, fortjener forfatteren ros. En del forfattere begår nemlig den karakteristiske fejl at lave et indviklet og kompliceret persongalleri i deres bøger, men det holder forfatteren til ”Når svalerne flyver højt” sig langt fra. Persongalleriet er nemlig både indbydende og består af relativt få hovedpersoner – nemlig Bjarne, Anne-Mette, Eva-Marie (også kaldet Mie) og Niels-Henning, der bare kaldes Henner – og man får derfor som læser rig mulighed for at komme ind under huden på personerne, lære dem at kende og ikke mindst lejlighed til at danne sig sit eget personlige indtryk af dem. Som læser er man godt med, når man træder i skoene på de to drenge og to piger og følger hele deres opvækst i det fynske tilbage i 1960’erne og starten af 1970’erne. Især Bjarnes skæbne er hård, da hans familie mister deres gård i en brand blot fire dage før Bjarne kommer til verden. Bjarnes far har det utrolig svært med at forlige sig med skæbnen og finder trøst i en for menneskeheden gammel ‘ven’ – nemlig alkohol. Når Bjarne får mulighed for det, flygter han fra virkelighedens deprimerende trummerum i familien og finder sine fristeder i en kammerats hjem, i den nærliggende fodboldklub og endnu senere hos sin kæreste.

Romanens tre øvrige hovedpersoner er alle søskende, der er opvokset på landet med en hverdag, der er præget af farens opgaver i både stalden og markerne og morens opgaver i at føre hus og køkkenhave. Da de er to piger og én dreng, bliver der – ganske som i tidsånden – trukket store veksler på det yngste skud på stammen, nemlig Niels-Henning (Henner). Men han får dog i stigende grad svært ved at leve op til de forventninger, der er til ham og desto ældre han bliver, så føler han ikke at han ‘slår til’ som en ‘rigtig’ dreng. Denne karakterproblematik rammer til stadighed mange unge, og det er med til at give romanen en snert af tidløshed og transcenderende karakter, hvilket forfatteren skal have stor ros for. Det er netop dét, der er med til at kendetegne en stor roman.

Et andet vigtigt aspekt i romanen er troværdigheden i personskildringerne. Alle fire hovedpersoner fremstår yderst troværdige. Netop troværdighed er et af nøgleordene i en roman af denne kaliber, og her kommer Anne-Kirsten Brønserud fremragende i mål.

For anmelderen giver beskrivelsen af de fire unges opvækst og ungdom ikke blot et flot indblik i datidens sociale forhold. Nej, man får samtidig en tidløs beskrivelse af de krav, der stilles til unge mennesker. Men på trods af at kravene til unge mennesker er blevet anderledes end i 60’ernes fynske landsbymiljø, er der stadig store krav til unge i dag, som de kan have svært ved at håndtere. Uden at røbe for meget af spændingen i bogen, vil jeg dog gerne sige, at selv unge mennesker i dag kan hente en stor del inspiration til at håndtere nutidens ungdommelige udfordringer ved at tage et blik tilbage i historien – og vi skal altså ikke længere end ca. 60 år tilbage i tiden.

Godt nok foregår romanen hovedsageligt fra 1960’erne og frem til begyndelsen af 70’erne, hvor kønsrollemønstrene stadig var noget firkantede og hvor forventningerne til en landmandssøn var, at han på et tidspunkt skulle overtage familiens gård. Dermed skulle man tro, at romanen hovedsageligt henvender sig til de læsere, der selv er født i 1950’erne og 60’erne og som kan huske, hvordan livet var dengang. Men som en læser, der er født omkring to årtier senere end romanens hovedpersoner, er romanen stadig fængslende og berigende. Den giver nemlig et fuldstændig realistisk billede af, hvordan livet var dengang og hvordan unge mennesker trods mangel på Facebook, Instagram og hvad de sociale medier ellers hedder, stadig kunne overleve. Dermed bliver romanen til meget mere og andet end en tidslomme, der blot beskriver forholdene dengang handlingen finder sted. Romanen burde være pligtlæsning for nutidens unge – både som fritidslæsning og som læsning i Folkeskolens ældste klassetrin og gymnasier, der med råd og vejledning fra deres lærer, let kan trække tråde fra ‘dengang’ romanens handling finder sted, til nutidens udfordringer og anstrengelser for unge, ligesom det yngre publikum får et førstehåndsindtryk i 60’ernes landsbymiljøer. 

”Når svalerne flyver højt” udkommer på Forlaget Forfatterskabet og bør være blandt årets mest oplagte litterære julegaveidéer. Ikke bare til den læselystne, men også til alle, der er interesseret i et lille stykke velafbalanceret Danmarkshistorie med muligheden for at trække paralleller til nutiden. Både nutidens unge og et lidt ældre publikum vil kunne få rigtig stor gavn af at læse romanen, og herfra skal der lyde et stort tillykke til Anne-Kirsten Brønserud med udgivelsen af en fremragende og tidløs roman. Som anmelder higer man ofte efter et stykke litteratur, der trods fortællerformen ikke er bundet af tid og sted, men som også kan læses af flere generationer med hvert sit mål for øje – enten som en tidsbegrænset eller tidløs roman. Valget er læserens.

Og på sidste side stiller forfatteren følgende spørgsmål: “Vil du gerne vide, hvordan det går Bjarne, Anne-Mette, Mie og Henner i 70’erne?” JA, det vil vi hellere end gerne, hvorfor vi allerede nu glæder os til fortsættelsen af ”Når svalerne flyver højt”. Ikke mindst for at finde ud af, hvordan hovedpersonerne udvikler sig som personer.

 

Læser: kvinde, født i 1955, opslag i “Bogormen – debat om bøger vi læser”

Jeg har lige været en tur hjemme i min barndom. Dér var trygt og velkendt, og jeg undrede mig et par gange undervejs over, hvor forfatteren har fået alle oplysningerne fra, som hører hjemme i min familie og hos vores naboer fra dengang. Nej, det er selvfølgelig fordi romanen er så velskrevet og detaljerig, at man som læser ikke bare bliver inviteret indenfor i et univers, man bliver en del af det.

Handlingen tager udgangspunkt i en lille fynsk landsby med landsbyskole med kun ét klasseværelse. Hovedpersonen Anne-Mette vokser op på forældrenes gård sammen med sine to yngre søskende, Mie og Henner. Vi stifter også bekendtskab med Bjarne fra nabolandsbyen, hvis tilværelse bliver flettet sammen med Anne-Mettes. Alle har deres at slås med. Selvfølgelig, for historien handler om rigtige levende mennesker. Vi føler med dem gennem deres udvikling og kamp for at finde identitet og fodfæste i en brydningstid. Om skyld, tabuer, sorg og svigt. Og om kampen for at passe ind. Og følelsen af ikke at høre til.

Bogen er én af den slags, man tager bopæl i og ikke vil ud af igen. Sproget er sikkert og flydende, og personskildringerne troværdige og nuancerede. Jeg er vild med den stilfærdige fortællestil, der roligt, men stærkt fortæller om dybe menneskelige psykologiske mekanismer. Og om, at vi mennesker ikke blot er påvirket af de familieforhold, vi udspringer af, men i mindst ligeså høj grad af den tid og den kultur, vi lever i. Samt af de snublesten, vi passerer med større eller mindre held på vores vej gennem tilværelsen, bestående af tilfældige personer eller begivenheder, der pludselig ændrer alt.

 

Læser: kvinde, født 1959

Romanen gav mig en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Fin og overbevisende skildring af livet på landet i Danmark gennem 60’erne og starten af 70’erne. Jeg følte mig fuldstændig hensat til min egen barn- og ungdom. Som læser kan jeg bare lade mig flyde med i romanens udvikling og nyde de mange ’deja vu’er’ af små som store historiske begivenheder: ungdomsoprør, Cuba krise, Vietnam krig, Glistrup, EF, Tampax, cowboybukser, hessian, Britta bøger, Thy lejren – jeg kunne blive ved! Og alt dette uden at historien på noget tidspunkt bliver overfladisk eller svælger unødigt i samtidsminder. Anne-Kirsten Brønserud skriver også om de svære ting i livet – mobning og reaktionære skolelærere, den gryende seksuelle udvikling og det lille samfunds syn på mennesker med en anden tankegang. Romanen slutter nytårsaften 1972. Jeg lagde sidste side fra mig, og følte allerede et savn af de personer jeg var kommet så tæt på. Nu venter jeg bare på fortsættelsen.

 

Læser: kvinde, født 2002

Jeg er vild med hvordan miljøet og hverdagslivet beskrives. Forfatteren får det til at virke så livagtigt, og man kan relatere til det der beskrives, uden selv at have været der. Jeg kan danne mig de her billeder inde i hovedet, af hvad der foregår – hvilket er super! Man kan tydeligt følge Anne-Mette og de andre børns udvikling. Bogen beskriver rigtig godt overgangen fra barn til teenager. Der er mange super fine detaljer om ting, som enhver teenager ville gøre. F.eks. hvordan man lige pludselig opfatter verden, som man aldrig har gjort det før, og hvordan man opfatter det andet køn. Henner er nok min absolut yndlings person, da han er lidt skæv i forhold til alle andre. Altså, han passer ikke rigtigt ind. Men så igen, de er alle sammen lidt skæve på hver deres måde – hvilket kun er godt! En meget spændende skrivestil og nogle meget spændende personer.

 

Læser: kvinde, født 1953

Det er spændende læsning og et rigtig godt tidsbillede. Jeg kan godt lide, at de historiske begivenheder er flettet ind på en naturlig måde. Forfatteren beskriver det, så jeg ser det hele for mig, og jeg genkender meget. Mange gange tænker jeg ”Ja, sådan var det dengang.” Jeg tror også, unge kunne få noget ud af at læse den fine beskrivelse af miljøet og tiden.

 

Læser: Mand, født 1956

Romanen skildrer medrivende nogle børn og unges opvækst i et lille fynsk landsbysamfund i 1950’erne og 1960’erne. Familiernes dagligdag er dikteret af døgnets og årstidernes skiften, præget af trivielt, hårdt arbejde, hvor man er afhængig af hinanden, men også er underlagt det lille samfunds sociale kontrol og sladder. Alt fortalt med en kærlighed til personerne, men uden at karakterernes mindre gode egenskaber af den grund træder i baggrunden.
Det er miljøskildringerne af det lille landsbysamfund, der er står stærkest i romanen. Anne-Kirsten Brønserud har tydeligvis et indgående kendskab til miljøet, som hun beskriver med en sjælden set detaljerigdom, men uden at forfalde til trivielle opremsninger. Skildringen af den dramatiske gårdbrand i bogens indledning får læseren til at føle den uhygge og rædsel, som sådan en ulykke har været på den tid. Alle hjalp til med af afværge den uafvendelige familiekatastrofe – men alligevel forgæves.
Andre dagligdags begivenheder udspiller sig i romanen, for eksempel aflivning af kattekillinger eller en griseslagtning, som for de voksne er helt naturlige, men set gennem børnenes øjne giver det oplevelser og følelser, som de tager med sig langt op i ungdommen.
Men fortælleren formår også at tage læseren med helt ind i personernes hoveder, når hun beskriver for eksempel familietragedier i landsbyen. Man fornemmer opbygningen af en latent uhygge, som var det en gyserfilm, når bogens handling nærmer sig et af de dramatiske højdepunkter. Og man sidder som læser bagefter tilbage med følelsen af selv at have været til stede og at have været en af bogens karakterer, som bagefter kan tale med om begivenheden.
Anne-Kirsten Brønseruds debutroman er i høj grad læseværdig. Hun tager sit publikum ved hånden ind i datidens landsbyunivers, hvor vi hører om børns og unge voksnes sejre og nederlag, deres problemer med forældre, skole og kammerater og om deres personlige udvikling og gradvise opdagelse af ungdommens seksualitet.
Jeg vil uden tøven give bogen mine allerbedste anbefalinger og slutter af med at ønske alle en god læseoplevelse.

barndom seksualitet 60erne seksualitet seksualitet seksualitet 60erne 60erne barndom barndom barndom barndom barndom barndom