66. Glæden og fordelene ved at læse
Når jeg strækker ryggen og løfter blikket fra tastaturet, har jeg udsigt til efterårshavens gyldne farver. Nu hvor det bliver tidligt mørkt og er koldt at sidde udenfor i en kørestol, er jeg stoppet med havearbejdet. På denne årstid er der næsten ikke noget hyggeligere end at sætte sig i en lænestol med et tæppe over benene, en kop te indenfor rækkevidde og en bog i hænderne.
Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden læsning, men jeg ved, at mange mennesker aldrig læser en skønlitterær bog, og at kun hver fjerde dansker besøger biblioteket. Jeg vil gerne have flere til at opdage glæden ved at blive opslugt af en bog. Det gælder om at få taget det første skridt: start med noget lystbetonet og overskueligt. Mennesker, som én gang har mærket læseglæde, bliver som regel stabile læsere. Jeg har aldrig hørt en læser sige: ”Næh, jeg læser ikke mere. Nu har jeg andre interesser.”
DER ER SÅ MANGE FORDELE VED AT LÆSE:
Man glemmer sig selv og sin hverdag
At læse en god roman giver et afbræk fra hverdagen. Ens egne udfordringer forsvinder, når man bliver opslugt af bogens univers og er spændt på, hvordan det vil gå personerne i bogen.
Det er afstressende at læse
Stresscoach Mie Fabricius refererer et forsøg, som viste, at læsning kan mindske stress med 68 %. Allerede efter 6 minutters læsning faldt forsøgspersonernes hjerterytme, og deres muskelspændinger aftog, fortæller hun.
CO2 – neutrale ”rejse”-oplevelser
En bog kan transportere én om på den anden side af jorden – uden at efterlade CO2 aftryk – og give indblik i kulturer, man ikke kendte og måske ikke har mulighed for at besøge i virkeligheden. Ved at læse kan man møde andre måder at leve på og andre kulturers måde at opfatte livet på, hvilket sætter ens eget liv i perspektiv.
At læse gør en mere empatisk
Skønlitteratur kan få én til at se verden gennem en anden persons øjne, at føle sig i en andens sko for en stund. Den kan give større forståelse for og indføling med mennesker fra andre miljøer eller i andre situationer end ens egen og derigennem vække til eftertanke. Måske kommer man også til at forstå sig selv bedre.
Det er lærerigt at læse
Det er også lærerigt at se Nyheder eller film, men at sidde med en bog giver mulighed for at holde pauser og bearbejde det læste. Den sydkoreanske Nobelprismodtager Han Kangs roman ”Levende og døde” forekom mig barsk, i visse passager indtil det kvalmende, men jeg lærte en bid historie, som jeg ikke kendte. (Den bog duer ikke til hygge-læsning.)
De praktiske fordele
Det siges, at der i dag er færre, der læser bøger, fordi de digitale medier vinder kampen om vores opmærksomhed. At læse en fysisk bog kan lære en at fordybe sig. Desuden kan man få et større ordforråd og blive bedre til at formulere sig. At læse er desuden styrketræning for hjernen og en af de ting, der kan medvirke til at holde hjernen skarp, når vi bliver ældre.
NYT FRA FORFATTER-KONTORET
I sidste nyhedsbrev skrev jeg, at jeg havde sat sidste punktum i manuskriptet til min tredje roman. Siden da har jeg redigeret og er for nylig blevet færdig med den ”overordnede” redigering. (En såkaldt ”developmental edit” som jeg i forbindelse med bind 2 beskrev i mit nyhedsbrev nummer 25, der ligesom alle mine tidligere nyhedsbreve ligger på min hjemmeside: annekirstenbroenserud.dk).
Manuskriptet er p.t. for langt, så jeg var på udkig efter afsnit at slette. Et godt forfatterråd lyder: Slet afsnit som læseren alligevel springer over. Men hvilke afsnit er det? Lange naturbeskrivelser, omstændelige redegørelser for samfundsforhold, sygdomme eller håndværk? Jeg fandt desværre ikke ret meget at slette, så der skal jeg have andres hjælp.
For tiden er jeg i gang med den sproglige redigering (Mit nyhedsbrev nummer 26 omhandler den sproglige redigering, ”line-edit”). Linje for linje går jeg manuskriptet igennem for at komprimere og forbedre hver eneste sætning. Da romanen stadig er for lang, har jeg sat mig som mål at slette mindst ti ord pr. side. Det er en langsommelig proces, som ikke kan fremskyndes. Hvis jeg ikke koncentrerer mig, er mine øjne pludselig gledet ned over en halv side, uden at jeg har fået slettet eller omformuleret noget.
Utålmodigheden rammer mig i bølger. Jeg vil gerne snart se romanen udgivet, MEN den skal være så god som muligt først.