68. Forårs-udgivelse: “At være hvad vi er”

.

Udgivelse i sigte

Jeg glæder mig altid vildt til foråret. Til lysere dage og til at komme i haven. I år har jeg endnu en ting at glæde mig til: Den roman, jeg har arbejdet på i godt fire år, skal udgives til foråret. Undervejs har den været udsat for mange menneskers kritiske øjne, og jeg har indarbejdet deres feedback. Jeg har redigeret den igennem flere gange, blandt andet efter at have fået hjælp til at skære 25 sider væk. Derpå har forlagets redaktør læst og kommenteret den, og senest har deres korrekturlæser været over den. Jeg mangler selv at læse korrektur en sidste gang, og så er den klar til at komme ud i verden.  

Romanens titel

Langt om længe har romanen fået en titel: AT VÆRE HVAD VI ER

Det er første del af følgende citat: “At være hvad vi er, og at blive hvad vi er i stand til at blive, er livets eneste mål.” Ophavsmanden er forfatteren Robert Louis Stevenson, og citatet må ses på baggrund af hans liv. Stevenson led det meste af sit liv led af alvorlige lungeproblemer og var ofte sengeliggende. I lange perioder blev han undervist af privatlærere, og når han indimellem gik i skole, havde han svært ved at passe ind.

Jeg synes, titlen ”At være hvad vi er” passer fint til min roman. Hovedpersonerne er unge mennesker i gang med at finde ud af, hvad de vil med deres liv. Seksualitet og kønsidentitet er centrale temaer, og romanen bygger på den fundamentale overbevisning, at mennesker har ret til at være, hvad de er. Verden ville være et bedre sted, hvis vi kunne give os selv og andre lov til at være sig selv, og hvis alle blev mødt med forståelse og respekt.

Omslaget

Vi er næsten færdige med omslaget, det vil sige: forsiden, bagsiden med bagsidetekst og de to bogflapper. Forlagets grafiker har formået at omsætte mine skriftlige ønsker til et resultat, som jeg er glad for. Forsidens grønne farve passer godt til, at romanen handler om unge mennesker og deres håb for fremtiden. Når man har læst den, vil man forstå, hvorfor der strømmer lys ned fra oven, og hvorfor der er en lille, hvid fjer.

Bagside-teksten

At skrive den tekst, som skal stå bag på bogen, er alle forfatteres mareridt. Hvordan fortælle, hvad bogen handler om uden at afsløre så meget, at spændingen ved at læse den forsvinder, men nok til at fange læserens interesse? Indtil videre lyder bagside-teksten således:

”At være hvad vi er” er en roman om søskende- og familierelationer, om kærlighed og parforhold, om seksualitet og kønsidentitet, om knuste drømme og nye håb.

Rødstrømpen Anne-Mette lever i et stormfuldt forhold med Bjarne. På tærsklen til 1980’erne lægger de ti års uenigheder bag sig og ser frem til livet i deres nyetablerede kollektiv.

Anne-Mettes lillesøster, Mie, har planer om at blive gift med sin kæreste Preben og få et traditionelt liv med børn og hus på landet.

Den yngste af de tre søskende, Henner, lever i en ung mands krop, men føler sig som kvinde og drømmer om at leve som sit sande selv.

Op gennem fattig-firsernes arbejdsløshed, AIDS-epidemi, Tjernobyl-ulykke og koldkrigsfrygt udfordres de unge menneskers planer og drømme af modgang og tab.

Romanen byder på et gensyn med personerne fra ”Når svalerne flyver højt” og ”At leve er ikke nok”, men kan læses uafhængigt af disse.

Markedsføring

Næste skridt er at markedsføre bogen, det vil sige at fortælle verden, at den findes. Det er den del af forfatterlivet, jeg bryder mig mindst om. For nylig delte jeg på Facebook et opslag om dette, og det fik to bog-bloggere til at melde sig med tilbud om at læse og anmelde romanen. Men jeg skal have så mange som muligt – både bog-bloggere og almindelige læsere – til at anmelde/omtale den på de sociale medier. I sidste uge var jeg gæst hos en læsegruppe i nærheden af min bopæl, men ellers er jeg ikke i stand til at rejse rundt og vise ansigt. Forhåbentlig finder den sine læsere alligevel. Håbet er grønt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *