72. Skrivelysten er der igen

Min tredje roman ser ud til at trives derude i verden. For eksempel har en læser sendt mig denne besked: “Har læst dine 3 bøger, den sidste ‘At være hvad vi er’ var også god. Kommer der en mere?”

På dét tidspunkt hyggede jeg mig med havearbejde og sommerens sociale aktiviteter og mærkede ingen lyst til at skrive endnu en roman. Der er så meget man kan gøre med sin tid, så hvorfor påtage sig det store arbejde at skrive en bog? Men min hjerne kan åbenbart ikke lade  være at præsentere mig for roman-idéer; måske fordi det er blevet en vane. Jeg begyndte at skrive min første bog omkring 2008, så i 18 år har jeg været vant til at sætte mig til tastaturet og skrive, så snart jeg havde lejlighed til det. De dage hvor jeg ikke får lavet noget som helst forfatterrelateret, føles mit liv lidt fladt og formålsløst, mens humøret stiger, når jeg skriver, researcher eller udvikler idéer.  

Trods sommerens ’skrivepause’ flød mit skrivebord efterhånden med papirlapper med idéer, og da jeg begyndte at sortere i dem og oprettede et nyt dokument til en kommende novelle eller roman, genopstod spændingen og glæden ved forfatterarbejdet. Jeg har valgt ikke at skrive videre om Askelev-børnene, men at begynde på noget helt andet, så indtil videre udgør romanerne om dem en trilogi: ”Når svalerne flyver højt” (1960’erne), ”At leve er ikke nok” (1970’erne) og ”At være hvad vi er” (1980’erne).

For mange år siden fik jeg en historie fortalt, som jeg blev så fascineret af, at jeg skrev den ned. Senere læste den kvinde, hvis liv det drejer sig om, min beskrivelse og sagde ja til, at jeg må bruge den i et litterært værk. Den historie er mit udgangspunkt, og jeg arbejder for tiden på at udvikle ’præmissen’, som er historien fortalt i én sætning. Et godt forfatterråd siger, at præmissen skal være på plads, inden man begynder at skrive. Jeg genlæser i øjeblikket nogle af de bøger om forfatterhåndværket (1), som jeg læste i 2018 og 2019, og som anbefaler, at man tager sig god tid, gerne uger, til forarbejdet.

Så jeg er altså i gang igen – selvom den stigende brug af kunstig intelligens stadig lægger en dæmper på min motivation. Det fortalte jeg om i sidste nyhedsbrev. Jeg er spændt på, om der bliver indført en regulering af området, sådan som kulturministeren lover os at arbejde for.

Ministeren skriver (2), at hun mærker ”et raseri, der er så intenst, at jeg kun kan sammenligne det med mit moderinstinkt.” Det, der gør hende vred, er ”når et udenlandsk selskab forsøger at tømme landets antikvariater for danske bøger. … Formålet er angiveligt at bruge dem til at træne kunstig intelligens. Altså fodre en maskine med menneskelig viden, kreativitet og sprog, så den kan lære at opføre sig som et (super)menneske og på sigt gøre det skabende menneske overflødigt. … Men forfattere, musikere, fotografer, billedkunstnere, journalister, akademikere, oversættere m.fl. har aldrig givet tilladelse til, at deres kreative arbejde kan bruges på den måde, og de får heller ikke nogen betaling for det. Det er gement tyveri og et angreb på det skabende menneskes integritet. … Det her er potentielt menneskehistoriens største kulturelle selvmord. Vi fodrer maskiner, der gør vores kunstnere arbejdsløse og os selv tankeløse. … Og som Danmarks kulturminister kommer jeg til at forsvare den menneskelige kreativitet og kultur med samme styrke, som jeg som mor forsvarer mine børn.”  

Med efterårets komme får jeg mere tid til at skrive, og det mindsker vemodet over, at sommeren er ved at være slut.  

Godt efterår til dig og dine. Brug lidt af det på at få læst nogle bøger – skrevet af mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *