63. Kan jeg tillade mig at skrive om transkøn, når jeg ikke selv er transkønnet?

Det spørgsmål sendte mig for nylig på tænkepause. I nogle uger fik jeg ikke skrevet på min roman, men jeg fik spekuleret, talt med andre og læst om det. Endnu en gang.

Når jeg skriver en transkønnet romankarakter frem, som jeg gør i min kommende roman (der i øvrigt handler om så meget andet), skriver jeg ikke på personlige erfaringer. Jeg er nemlig cis-kønnet, hvilket vil sige at det køn, jeg blev tildelt ved fødslen, stemmer overens med det køn, jeg føler mig som.

Der er delte meninger om, hvorvidt det er problematisk at skrive om transkøn uden selv at have erfaring med ikke at identificere sig med sit fødselskøn.

Det gav anledning til kritik, da den cis-kønnede skuespiller Eddie Redmayne i filmen ”Den danske pige” spillede rollen som en transkønnet kvinde. En del af debatten handlede om, hvem der må spille transkønnede i film og på TV og fik efterfølgende Redmayne til at udtale, at han ikke skulle have taget imod rollen. En anden del af kritikken gik på den måde, som transkøn blev fremstillet på.

Jeg synes ikke, man kan drage en parallel fra filmbranchens kontrovers om, hvorvidt det kun er transkønnede, der må påtage sig roller som transkønnede, til litteraturens verden. Min roman tager ikke ordet fra en forfatter, som kunne gøre det bedre, mere autentisk. Tværtimod er der plads til mange flere bøger, som inkluderer transkøn.

Til gengæld må jeg forholde mig til, hvorvidt jeg kan fremstille transkøn godt nok.

Forfattere evner at beskrive ikke-selverfarede oplevelser

Mange forfattere skriver om måder at være i verden på, som de ikke selv har erfaring med, og er i stand til at gøre deres romankarakterer ægte og troværdige.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver i ”Sange om stilhed og hjem” fra et tysk flygtningebarns synsvinkel, selvom Marstrand-Jørgensen ikke har personlige erfaringer med at være et barn interneret i en dansk flygtningelejr i 1940’erne.

Mich Vrå har skrevet en fremragende romantrilogi om livet i Dansk Vestindien i slutningen af 1700-tallet uden selv at have erfaringer med at være slavegjort eller ejer af en sukkerplantage. 

Når det lykkes, skyldes det naturligvis grundig research.

Større mangfoldighed i litteraturen, tak.

En af de ting, litteraturen kan, er at præsentere os for andre måder at være i verden på og give os forståelse for vores medmenneskers udfordringer. Det siges, at vi bliver bedre til at sætte os i andres sted, når vi læser bøger. At læsning gør os mere empatiske. Heldigvis udkommer der i stigende grad litteratur, hvor mennesker med forskellig kønsidentitet, seksualitet, etnicitet, handicap eller klassebaggrund er repræsenteret. En roman kan bibringe læseren viden om og forståelse for transkøn på en anden måde end fagbøger, hjemmesider og de sociale medier. Og den læses måske af mennesker, som ikke ville søge viden på sidstnævnte måde.

Risiko for at min fremstilling ’rammer ved siden af’

Det er ikke nok, at transkønnede er repræsenteret i litteraturen. Det er endnu vigtigere, hvordan transkønnede romankarakterer fremstilles. Faren er naturligvis, at jeg kommer til at give et stereotypt billede af, hvordan det er at være transkønnet. At jeg forstærker fordomme og cementerer myter om transkøn, som vi burde gøre op med. Og her kommer min udfordring: Min transkønnede person er født i 1962, og romanen foregår i 1980’erne, det vil sige i en tid hvor både holdninger, vidensniveau og juridiske forhold omkring transkøn var helt anderledes end i dag. Ikke mange læsere vil have samme erfaringer og oplevelser som min romankarakter. Yngre læsere med storbybaggrund vil sandsynligvis føle, at jeg ’rammer ved siden af’. På den anden side er også transkønnede vidt forskellige, har forskellige forhold til deres krop og forskellige måder at leve på.

1980’ernes sprogbrug kan virke stødende

Holdningen til og sproget omkring transkøn var anderledes for 40 år siden, men min roman er ikke skrevet som et tilbageblik på fortiden set gennem nutidige briller. Alle personerne føler, tænker, taler og handler på 1980’er-facon. Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan komme udenom at bruge de begreber, som fandtes i 1980’erne.  I de mellemliggende 40 år har sprogbrugen ændret sig, og jeg ved, at nogle transkønnede finder tidligere tiders begreber stødende. Men hvis jeg lægger ord i munden på mine personer, som endnu ikke var taget i brug i 80’erne, vil det være at ændre historiske fakta.

For eksempel bruger man ikke længere ordet ’transseksuel’, fordi det er misvisende. At være transkønnet ikke har noget med seksuel orientering at gøre. Kønsidentitet og seksualitet er to forskellige ting. En persons kønsidentitet handler om hvilket køn, man identificerer sig med. Seksualitet har med kønslivet og kønsdriften at gøre. 

Man bruger heller ikke begrebet ’kønsskifteoperation’, længere. I begrebet ’kropsbekræftende kirurgi’ ligger, at personen hele tiden har haft det ønskede køn. Operation retter fysikken, så den kommer i overensstemmelse med personens indre vedholdende følelse af sit køn.

Indtil for nylig talte man om, at transkønnede var ’født i en forkert krop’, men transkønnede ønsker at komme væk fra denne opdeling i det ’forkerte’ og det ’rigtige’. Ingen har lyst til at blive set som ‘forkerte’ mennesker.

Transkønnede har brug for hjælp i kampen for lige rettigheder

I disse tider indskrænkes transkønnedes hårdt tilkæmpede rettigheder i mange dele af verden, og det smitter også af på den hjemlige debat. Modstanden viser sig i bemærkninger om, at ’transideologien’ er blevet mainstream eller at al den ’identitetssnak’ er gået for vidt. Jeg kommer til at tænke på, at en folketingspolitiker i 1985 udtalte, at det var ’en farlig udvikling’, at det var ’kommet på mode at være homoseksuel.’

TranskønnedeCharlie Hanghøj skriver på copenhagenpride.dk om kampen for trans-rettigheder:

”Vi har brug for hjælp, og vi vil ikke kæmpe denne kamp alene. … Hjælp os, transkønnet eller ej.”

Min roman kommer forhåbentlig transkønnede til hjælp i deres kamp for samme rettigheder og muligheder som andre mennesker. I det mindste er det min intention.

Jeg må huske mig selv på, hvad den verdenskendte forfatter Margaret Atwood har skrevet i ”Brændende spørgsmål”:

”Man kan ikke være forfatter ret længe uden at opdage, at noget, man har skrevet, før eller siden et eller andet sted i verden vil gøre nogen ked af det eller vred.”