69. Udgivelse i sigte
Om godt tre uger udkommer ”At være hvad vi er”. Jeg håber, læserne vil finde den lige så interessant at læse, som jeg følte, den var at skrive. Undervejs i arbejdet med romanen måtte jeg sætte mig ind i spændende emner og studere forskellige 1980’er-miljøer for at kunne skrive korrekt om dem. Hvilke kan jeg ikke afsløre, for det vil ødelægge spændingen for læserne.
Men jeg kan godt afsløre, at det var interessant at studere 1980’erne. Det sætter vel altid ens nutid i perspektiv at dykke ned i en anden tid, men jeg tror, den store kontrast mellem vores tid og 1980’erne gav ekstra grund til eftertanke. I en tid, hvor alle 27 EU-lande er enige om at opruste massivt og bruge 6.000 milliarder kroner på våben, og hvor den danske statsminister har udbredt opbakning til oprustning og en fundamental ændring af vores forsvar, var det en speciel oplevelse at skrive om 1980’erne.
1980’erne var blandt andet fredsbevægelsernes årti. I stribevis af organisationer arbejdede for fred og nedrustning. Der blev demonstreret, aktioneret og indsamlet underskrifter imod supermagternes våbenkapløb. Og der foregik mange forskellige fredsaktiviteter: en weekend i sommeren 1985 samledes 14.000 mennesker til et fredstræf i Silkeborg, og i 1986 åbnede en fynsk fredshøjskole med fokus på international forståelse, kulturmøder, konfliktløsning samt fredsaktivisme.
Den tids to stormagter Sovjetunionen og USA forhandlede om nedrustning, og i december 1987 underskrev Gorbatjov og Reagan en aftale om at skrotte alle landbaserede mellemdistanceraketter i Europa. Underskrivelsen i Det Hvide Hus blev tv-transmitteret; straks efter tv-udsendelsen ringede kirkeklokker, og folk affyrede fyrværkeri. Næste dag proklamerede aviserne, at den kolde krig var slut.
I 1989 faldt Berlinmuren, Sovjetunionen blev opløst i 1991, og vi begyndte at stole på, at demokrati og frihed ville brede sig i hele Europa. I årtier derefter levede vi i fredstid og indrettede vores forsvar efter dét, men så angreb Putin Ukraine, og Trump forlangte, at Europa investerede betydeligt mere i sit forsvar.
Heldigvis skriver jeg en roman og er ikke forpligtet til at se tilbage på 1980’erne og reflektere over dem ved hjælp af nutidens viden og erfaringer. Samfundsforholdene og tidsånden danner kun bagtæppe for romankarakterernes tilværelse. ”At være hvad vi er” præsenterer læserne for hovedpersoner, som tænker, taler og handler, som nogle mennesker gjorde i 1980’erne; det er deres personlige udvikling op gennem årtiet, der er i fokus, og der er ingen ”fortællerstemme”, som forholder sig (kritisk) til deres gøren og laden.
For et øjeblik siden takkede min forlægger og redaktør Søren Ellemose mig for en god læseoplevelse. Da hans udtalelse er relevant for emnet i dette nyhedsbrev, vil jeg citere en bid af den her:
Periodens tidstypiske og faktuelle elementer af arbejdsløshed, krise, kollektiver, BZ-bevægelsen, aids-frygt og politiske strømninger flettes ubesværet og elegant ind i fortællingen. … Man ser tydelige paralleller fra datidens frygt og bekymringer til nutidens samfund … Det er for mig som læser særdeles tankevækkende, at et 40 år gammelt tidsbillede er så uhyre aktuelt. Mængden og typen af bekymringer og udfordringer har øjensynligt ikke forandret sig … Det er i min optik en bog, der fortjener mange læsere.
Jeg håber, ”At være hvad vi er” finder læsere i alle aldre. Den kan forudbestilles på:
www.forfatterskabet.dk/produkt/at-vaere-hvad-vi-er/
Rigtig godt forår til dig og dine. De bedste hilsner Anne-Kirsten