67. Forlagskontrakt + retssagen om “Insula”
FORLAGSKONTRAKT
Så har jeg underskrevet kontrakt om udgivelse af min næste roman. Min forrige roman ”At leve er ikke nok” udkom i 2021, og læsere har længe spurgt, om der kommer en efterfølger. Det gør der forhåbentlig til foråret. Først skal manuskriptet redigeres igennem af forlagsdirektør og redaktør Morten Ellemose. Der mangler stadig titel, bagsidetekst, forord m.m., men jeg arbejder næsten dagligt på det.
RESEARCH
Når romanen har været så længe undervejs, skyldes det, at den har krævet usandsynligt meget research af menneskelige erfaringer, miljøer og begivenheder, jeg ikke har personligt kendskab til. Især den yngste af hovedpersonerne, Henner, har været krævende at skildre. Jeg har lært rigtig meget undervejs. I årevis har jeg læst, hvad jeg kunne få fat i af faglitteratur og artikler om transkøn samt romaner med transkønnede karakterer. I nogle år så jeg dagligt to-tre You-Tube videoer af transkønnede. Jeg har naturligvis interviewet transkønnede. Jeg har også talt med personer fra LGBT+ miljøet om det at skrive om transkøn, når jeg ikke har personlig erfaring med det.
Det har naturligvis også krævet research at skrive om de øvrige hovedpersoner og at få flettet de historiske forhold i 1980’erne ind i handlingen.
MIN EGEN REDIGERING
Mit manuskript er undervejs blevet kommenteret af betalæsere, og deres feedback har været en stor hjælp. De sidste måneder har jeg redigeret det igennem flere gange. Jeg har netop fået mit udskrevne manuskript tilbage fra en person, som har givet forslag til, hvor det kan beskæres. Jeg kunne ikke selv få øje på noget at slette, men det var nødvendigt, bl.a. fordi den færdige bog ellers ville blive for lang. En mursten af en roman virker afskrækkende på mange læsere.
RETSSAGEN OM ”INSULA”: HVAD MÅ FORFATTERE SKRIVE OM VIRKELIGE PERSONER?
Ved siden af har jeg i november og december fulgt debatten i forbindelse med injuriesagen anlagt imod forfatter Thomas Boberg og forlaget Gyldendal. Boberg boede sammen med sin familie tre år på Fejø og skrev bagefter “Insula” om livet på en fiktiv ø inspireret af Fejø. Bogen vakte mange Fejø-beboers vrede, fordi de kunne genkende sig selv i de ikke flatterende personskildringer. En restauratør fra Fejø, Frank Strathe, sagsøgte forfatteren og forlaget for injurier. Strathe mener, at romankarakteren Rolf har så mange lighedstræk med ham som virkelig person, at det krænker hans ære. Rolf beskrives som én, der kører spirituskørsel og fremsætter trusler mod andre.
Retssagen er netop blevet afgjort. Retten gav Frank Strathe ret i, at de lighedstegn der er mellem ham og den usympatiske Rolf, er en krænkelse af hans ære, men frifandt alligevel forfatteren og forlaget, fordi det sker i en roman. Som sådan er det fiktion og ikke injurier. Dommen slår fast, at kunstnerisk ytringsfrihed vejer tungere end personlig krænkelse. Frank Strathe og hans advokater har anket dommen.
ETIK: HVOR MEGET HENSYN BØR FORFATTERE TAGE I BESKRIVELSEN AF VIRKELIGE PERSONER?
Sagen har været flittigt debatteret, ikke kun forfatterens juridiske frihed til at skrive, hvad han/hun vil, men også det etiske aspekt. I ”Deadline” den 17.12.25 debatterede to forfattere, som begge skriver om selvoplevet stof, hvor langt forfattere kan tillade sig at gå, når virkelige personer indgår i ens roman.
Det pudsige er, at selv når en forfatter opdigter sine karakterer, kan virkelige personer risikere at føle sig portrætteret. Forfatter Iben Mondrup skrev efter debatten i ”Deadline” på Facebook, at hun engang blev kontaktet af en fyr, som mente, hun havde skrevet om ham og hans hustru i en af sine romaner. Hun havde aldrig mødt ham og hans hustru, men tilfældigvis fået skrevet noget, som han genkendte.
HVAD MED MINE ROMANER?
Min første roman foregår i et miljø, jeg kender fra min egen opvækst i en fynsk landsby i slutningen af 1950’erne og 1960’erne. Jeg har opdigtet personer og anbragt dem i en fiktiv landsby ved navn Askelev. En mandlig læser skrev, at han selv var født i ”Askelev” og derfor kunne genkende det hele. Jeg tænker, det er en god ting, at læsere kan genkende miljøet og/eller kan genkende sig selv i (dele af) en romankarakter.
Karakteren Anne-Mette er i en vis udstrækning inspireret af mine egne oplevelser, men ingen andre kan med rette komme og sige ”Den der karakter, det er jo mig.”
I glæde over at dagslyset vender tilbage ønsker jeg jer alle en festlig og sikker nytårsaften og et lykkebringende nyt år! De bedste hilsner fra Anne-Kirsten.